Klik og se annoncen

Af John Hansen

NEDRYKNINGSDRAMA: Slagelse B&I får ikke lov til at fastfryse en 2. divisionsstilling med tilhørende 'minus nedrykning' i dette helt særegne coronaforår.

Nej, man må træne hårdt, og derpå fra ca. 14. juni til 5. juli sandsynligvis ud på det grønne græs for i seks hårde kampe at tilkæmpe sig de nødvendige points, der kan holde divisionsstatussen.

Sådan ser Divisionsforeningens plan for en genstart af 2. division i hvert fald ud her først på ugen.

Ligesom med den tyske 3. Liga er de danske 2. divisionsklubber spaltet i to, når det gælder løsninger på denne ærgerlige coronabefængte force majeure situation.

Et hul skal indhentes!

SBI håber her på chancen - hvis Mette F og Magnus Heunicke (fra Næstved) altså giver lov...

Og sportsligt set gør det måske ikke så meget, at SB&I p.t. ligger blandt de fire nederste i den samlede 2. division (nedrykningsspillet hvorfra FEM hold rykker ned).

Problemet er, at der i øjeblikket - og altså med kun 6 kampe (max 18 points) at spille - er hele fire, fem og seks points op til de hold, der skal indhentes.

SB&I har i bunden 13 points - sammen med Skovshoved og Ringkøbing (hver 12) samt baglanternen Vejgaard med 11 points.

Ovenover SBI

Lige oven over SBI i tabellen er der fire points op til Holbæk (17 p.), mens FC Sydvest og Næsby har hver 18, og FA 2000 og Hillerød hver 19 points. B 93 har 20 points.

Det er to af de senestnævnte seks hold, at SBI skal 'hænge hatten på'. Udover naturligvis de tre aktuelle bundklubber.

Slagelse vil i bedste fald skulle møde de seks hold fra vestpuljen i 2. division. Herunder også de hidtil bedste i form af Dalum og VSK Aarhus.

Op på 25-26 points???

Og her må siges, at man fra start af - i blot seks 'pokal- og knald-eller-fald kampe' - skal handles lige fra første fløjt.

Slagelse vil nok helst skulle hente 6-7 points i de allerførste tre kampe for at have en chance videre frem.

For mon ikke at man sluttelig skal nå op på 25-26 points for at klare frisag?

Altså ville SBI helst skulle vinde 4 ud af de sidste 6 kampe - og måske endda blot tabe en enkelt!

Seneste vigtige 4 points

Ok, det er spekulation.

Men vi må konstatere, at det i hvert fald var hamrende vigtigt, at Slagelse i forårets første match (8. marts) i Holbæk hentede et points med hjem (og nok havde fortjent de tre).

Og at Slagelse ved efterårets slutning nåede at besejre Hillerød ved en sidste-øjebliks scoring fra 35 meter...

Disse tre points kunne man bestemt ikke have undværet.

Klart forstærket i 20

Vi må også tro på, at Slagelse virkelig er forstærket her i 2020 i forhold til 2019.

Balling bør kunne sætte et bedre og mere erfarent hold på banen til de seks afgørende vest-kampe.

Det tror vi på - og dermed kan Slagelse også redde rumpen, selvom man rent ud sagt er bagud på points netop nu!

Birkedal: Allervigtigst er...

Formand Michael Birkedal: 'Vigtigst er, at vi vinder de 6-points-kampe mod hold, der ligger lige over os f.eks. Næsby og Sydvest. Og jo, du har nok ret i, at vi skal vinde fire - eller ihvertfald kun tabe een.

Med de tre nye inde på holdet i f t sidste år, og den gejst, der blev vist i Holbæk, så har vi chancen,' siger Birkedal til Uge Nyt.

Sidste: Kurt Andersen død

Kort før avisens deadline erfarede vi, at fodboldelsker og -mæcen Kurt Andersen, London, er død i en alder af 75 år.

'Onkel Kurt' som den særdeles rige bankmand og udenlandsdansker (Sydspanien, London) blev kaldt, gik i en periode stærkt ind i AGF, Aarhus, men blev her i regionen rigtigt kendt og nærværende, da han - sammen med ihærige, lokale Gert Hansen - stod i spidsen for fodboldeventyret FC Vestsjælland.

Det gjorde Kurt A i årene 2008-15, hvor han og Gert plus profilerede trænere førte Slagelse B&I (moderklubben) og overbygningen FC Vestsjælland succesfuldt fra 2. division og op blandt de ni bedste hold i Superligaen.

Pokalfinale var toppen

Det var utroligt spændende år med masser af store oplevelser. Også investorer som Bernd Griese, Villum Christensen m.fl. var med i projektet, der - ligesom med Anja-håndboldprojektet nogle år tidligere - i den grad fyldte her i Slagelse og på egnen gennem mange år.

Et højdepunkt var den danske pokalfinale i Parken, hvor et imponerende stærkt FCV-mandskab var nær ved at besejre FCK.

Siden røg man lidt uheldigt ud af ligaen, og Kurt Andersen & Co. gik sørgeligt konkurs i slutningen af 2015:

Tvangsnedrykning til Sjællandsserien. Hvor gamle klubfolk (fra 1887?) med hjerte og energi så gik igang med at opbygge et nyt Slagelse B&I version 10.0...