Klik og se annoncen

Af John Hansen

Villum Christensen - en af Slagelses mest markante, magtfulde og succesfulde politikere gennem årtier - er for en gangs skyld usikker. Og sandsynligvis ved at gå igang med sit sidste år som rigtig central politiker.

I hvert fald er 66-årige Villum, direkte adspurgt, rigtigt meget 'i tvivl' om, hvorvidt han er på stemmesedlen igen i november 2021.

LA er lige nu på fortsat nedtur - og i grunden fik Villum og LA jo også et rædselsfuldt valg sidste gang.

Andre fra LA til K

Netop har vi nu set Egon Bo, RS-folkevalgt fra Slagelse, flytte parti fra Liberal Alliance til De Konservative.

Egon Bo fortsætter nu i regionsrådet som repræsentant for Det konservative Folkeparti.

Tidl. MF og byrådsmedlem Troels Christensen (Svenstrup / Sørbymagle) har også for kort tid siden bebudet, at det er slut med LA - og nu vil han evt. sige ja til et kandidatur (Slagelse byråd) for De Konservative.

Derfor er det også særdeles nærliggende at spørge Troels' tvillingebror og mindst lige så politisk aktive, Villum Christensen, om han måske følger med over i det p.t. på landsplan ret succesrige og fremgangsrige konservative parti?

Ikke konservativ

'Nej, jeg bliver aldrig konservativ. Det kan jeg skam sagtens svare på,' siger Villum Christensen på VDonlines spørgsmål.

Villum er jo p.t. viceborgmester og udvalgsformand med max indflydelse for Liberal Alliances ene mandat i det 31 personers store byråd i Slagelse. Han arbejder rigtigt godt sammen med S-borgmester John Dyrby Paulsen.

Tidligere var Villum bl.a. også MF for LA på Christiansborg - sammen med Anders Samuelsen og Simon Emil (tidligere også Naser Khader) var Villum den, der ud af Det Radikale Venstre var med til at bygge det nye, meget liberale parti op. Helt fra bunden og også med Vilcon i Sørbymagle som mødestedet.

Indtil for ganske nylig har Villum i hovedstaden også haft det fine job som statsrevisor. En post han har været meget, meget glad for.

Ikke skifte igen

'Men nej,' gentager Villum og fortæller, at han jo før har skiftet parti og næppe gør det igen.

VDonline: - Du har altid bragt dig i positioner med maksimal indflydelse og magt, p.t. også som viceborgmester i tæt, tæt samarbejde med John Dyrby Paulsen, Soc. Agter du at genopstille ved kommunalvalget i 2021?

Villum Christensen: 'Ved det faktisk ikke lige nu. Vi skal have et møde i Liberal Alliance her i november, og så må vi se, hvad der sker der.'

'Vi er kun få...'

Villum erkender, at LA er et parti, der virkelig er skrumpet ind de seneste år. 'Også i Slagelse,' noterer han og påpeger:

'Vi ved heller ikke, hvilken liste vi vil kunne opstille her i efteråret. Og jeg har ikke lyst til at genopstille, hvis vi kun er en to-tre folk på listen.

Så lige nu ser det ikke så lovende ud. Men du ved også, at der jo kan ske meget i politik - på mange måder. Ikke mindst da i disse tider, hvor vi nok må sige, at der sker overraskende meget rundt omkring.'

Villum og John Dyrby

Villum Christensen var jo også selv i forbindelse med K-valget i 2017 med til at lade overraskende ting ske. Blandt andet, da han konstituerede sig med John Dyrby og de to nærmest dannede en slags 'borgmester-par', der kunne skifte rang og position halvvejs i valgperioden.

'Ja, meget kan ske i dansk politik,' siger Villum - og henviser her også til, at SF jo nu nærmest støtter Venstre i Slagelse byråd, mens Dansk Folkeparti har kastet sig i armene på Socialdemokraterne.

Den omvendte verden?

Ikke socialdemokrat

VDonline må også lige spørge: - Og skulle vi tro på, at du eventuelt kunne skifte til S og gå hen og blive en god socialdemokrat?

Villum smiler skævt - med et glimt i øjet:

'Naaarj, det tror jeg bestemt ikke. LA's ideer og tankesæt er jo fortsat også mit,' fastslår Villum og 'mindes' i gode glimt og oplevelser 'hele den fantastiske tid' han gennem 30 år har haft i politik.

Såvel lokalt som nationalt og internationalt. Faktisk en unik, enestående karriere - og så med Bøstrup og Sørbymagle som udgangspunktet.