Klik og se annoncen

Af John Hansen

KORSØR: Elitevolley dyrkes her i storkommunen hos VKV, Volleyklubben Vestsjælland i Korsørhallen, men et stykke tid har man - som mange andre i landet - ligget lidt underdrejet.

Det betyder dog ikke, at der intet er sket. Slet ikke.

Således melder VKV nu, at man har fået sin helt egen spiller (hæver) og alt-mulig-mand for ungdommen, 27-årige Rolf Meegdes, som træner og headcoach.

Og det med et helt nyt trænerteam.

Sådan gik det til

Italienske Silvio Villa, der startede sæsonen som assistenttræner, men undervejs blev forfremmet til VKV-cheftræner, har meddelt klubben, at det ikke er muligt fremadrettet at forene sit civile job i København med et trænerjob i Volleyligaen.

Dermed stod Volleyklubben Vestsjælland overfor at skulle finde en ny herretræner til sæsonen 2020-21.

Og valget som den nye cheftræner er faldet på en yderst kendt person i klubben - og kommunen. Det bliver nemlig holdets tidligere anfører på førsteholdet, 27-årige Rolf Meegdes.

Rolf var, indtil sæsonen blev aflyst grundet Covid19, selv en del af klubbens spillertrup.

Fra vikar til chef

Rolf Meegdes har vikarieret som træner i en kort periode op til sæsonafslutningen, da han selv var skadet og den daværende cheftræner Silvio Villa var i karantæne pga. en rejse i Italien.

Rolf løste opgaven til perfektion i forhold til transformationen fra at gå fra spiller og holdkammerat, til at være cheftræner og coach for spillerne, hvilket var en afgørende faktor for at klubben har valgt ham som den permanente løsning fremadrettet.

Selv udtaler den nye cheftræner om udnævnelsen: 'Jeg er utrolig glad for denne chance og tillid, som Volleyklubben Vestsjælland har givet mig. At få lov til at arbejde på højeste niveau i Danmark allerede nu, er noget som jeg virkelig ser frem til, og jeg ser endnu mere frem til, at arbejde sammen med en god og ung gruppe spillere, som jeg ved kan spille fantastisk volley.

Og jeg glæder mig over, at klubben fastholder mig som DIF get2sport-konsulent, da jeg også brænder meget for dette område, og ser mange fordele ved at have berøring med både get2sport-arbejdet og elitearbejde i VK Vestsjælland'.

Med på bænken

Rolf får følgeskab på bænken af 35-årige Rasmus Kjeldberg som assistenttræner. Rasmus kommer fra en cheftrænerrolle hos Team Køges 1. divisionsherrer, og har desuden været omkring de danske ungdomslandshold på herresiden. Rolf og Rasmus kender hinanden fra Talentcentret i Volleyball Danmark igennem de seneste år, hvor de sammen har trænet børn og unge.

Rasmus Kjelberg udtaler om det kommende samarbejde:

'Jeg har fulgt med i VKV's udvikling, og set hvordan de hvert år udvikler sig som klub. Den udvikling glæder jeg mig til at blive en del af som assisterende træner hos Ligaherrerne.

Det er en ung trup, men de har allerede prøvet meget, de kender niveauet, og ved hvad ligaen kræver. Rolf kender i sagens natur truppen særdeles godt, og med resten af staben på plads, ser det utrolig spændende ud for den kommende sæson.

Set fra klubben

For klubben har det handlet om at finde en trænerprofil til Volleyligaholdet, som var stærk i forhold til udviklingen af spillere, og som kan føre klubbens værdier videre.

Her passer Rolf Meegdes fint ind i klubben, da Rolf efterhånden har en lang trænerkarriere bag sig som ungdomstræner i klubben, hvor han også i flere år har været med omkring det danske U17-landshold og i Talentcentret i Volleyball Danmark.

Rolf har selv spillet på førsteholdet i 10 sæsoner, men har nu valgt at fokusere på trænergerningen i stedet.

I rette perspektiv

Klubben har sammensat trænerteamet i et langsigtet perspektiv, hvor det i høj grad handler om at udvikle egne talenter og samtidig fastholde kerneværdien i det forpligtende fællesskab.

Både Rolf og Rasmus er inkarnerede klubmennesker, som fokuserer meget på at man som førstehold skal være rollemodeller, og give meget igen til klubben.

Samtidig skal et 'kæmpe scoop' gerne flytte Rolf og Rasmus endnu længereâ?¦

Det handler om en - ungdomslandstræner, assisterende landstræner på herre A-landsholdet, tre gange kåret som Årets Træner i Volleyligaen, mangedobbelt dansk mester, optaget i Dansk Volleys Hall of Fameâ?¦.

62-årige Jørgen Breinholm behøver ingen nærmere introduktion i volleykredse, da han igennem en årrække har været en af de mest markante trænerskikkelser i Danmark.

Jørgen Breinholm kan om nogen udvikle spillere til ligaspillere, hvilket han har bevist igen og igen i de relativt få klubber Jørgen har været engageret i igennem sin lange karriere.

I de senere år har han ikke haft klubtilhørsforhold, hvor han i stedet udelukkende har trænet ungdomslandshold. Men det ændrer sig nu, hvor han i den kommende sæson skal fungere som mentor for det nye trænerteam på klubbens Volleyligahold for herrer.

Sportslig udvikling

Den sportslige udvikling af Volleyligaholdet og de unge spillere vil være i højsædet i de kommende sæsoner, hvilket klubben med denne ansættelse støtter maksimalt op om.

Jørgen Breinholm får til opgave at støtte og udvikle trænerteamet, hvor han vil være til stede til udvalgte træninger og kampe. Med sin enorme erfaring kan Jørgen Breinholm som mentor råde og vejlede trænerteamet, som vil gavne både deres og spillernes udvikling.

Klubben ser det som et scoop, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Jørgen Breinholm, hvilket mange klubber vil kigge misundeligt efter.

Fra bestyrelsen i VKV

Fra Volleyklubben Vestsjællands ligabestyrelse udtaler Flemming Christensen:

â??Rolf har tidligere udtrykt et ønske om på sigt at komme til at stå i spidsen for klubbens ligaherrer. Lidt tidligere end planlagt opstod denne mulighed, og ligabestyrelsen har haft møder med Rolf i forhold til det at skulle varetage både udviklingen af den enkelte spiller, og skabe et slagdygtigt hold i Volleyligaen.

Vi får i Rolf ikke en færdiguddannet ligatræner, men vi får til gengæld en mand som nærer stor kærlighed til sporten, og som elsker VK Vestsjælland. Vi er meget glade for, at Rolf fortsætter i sin nuværende stilling som DIF Get2Sport-medarbejder og ungdomskonsulent, således at den røde tråd fastholdes igennem klubben.

Stejl læringskurve venter

Vi er meget bevidste om, at Rolf har en stejl læringskurve - han skal på meget kort tid udvikle sig til at være ligatræner, og spillerne skal vænne sig til at se Rolf som træner, og ikke længere som en holdkammerat. Derfor er vi også meget glade for, at det er lykkes at tilknytte en af landets absolut største trænerkapaciteter til holdet som mentor for både Rolf og holdets nye assisterende træner, Rasmus Kjelberg. Jørgen Breinholm skal deltage i udvalgte træninger, nogle gange fra sidelinien, andre gange skal han forestå en træning - for at øse af sin erfaring.

Endvidere arbejder vi på at Rolf skal i et uddannelsesophold i en europæisk storklub, hvor han ligeledes skal tilegne sig viden. Heldigvis er holdets scout, Andy Khang Lam fortsat at finde blandt trænertemaet. Det glæder mig uendeligt meget, at Khang ønsker at fortsætte sit virke.

Khang bliver en uvurderlig støtte for hele holdet, da Khang vil sørge for at spillerne kan være optimalt forberedte til kamp. Jeg og klubben ser meget frem til at se firkløveret i aktion, slutter Flemming Christensen.