Klik og se annoncen

Slagelse: Der er pile på gulvet, ekstra vagter, ekstra fokus på rengøring og opfordringer til at holde afstand. Mandag genåbnede VestsjællandsCentret i Slagelse, efter knap to måneders nedlukning pga. covid-19. Åbningsdagen har været ventet med længsel, og heldigvis forløb alt på fornuftig vis, oplyste center marketing manager Jane Dahl mandag eftermiddag.

- Det går faktisk rigtig godt. Folk er SÅ gode til at holde til højre og holde afstand, det er meget positivt, fastslog Jane Dahl, som melder om pænt besøg på åbningsdagen. - Vi er meget, meget glade.

- Jeg har også været ude og tale med folk i butikkerne, og de er glade for at være tilbage. Ã?n fortalte blandt andet at det værste har været ikke at have noget at stå op til: - Nu finder man ud af hvad det er for et fællesskab, vi har hernede i Centret.

Tre butikker nåede ikke at blive klar til at åbne mandag, men følger efter de kommende dage, bl.a. Body Shop. Spisestederne kommer først med fra mandag, hvor Kok Amok og Baresso åbner. DalleValle er gået konkurs, og åbner selvsagt ikke.

Sikker åbning

Fra centrets side er der gjort alt for at åbningen af VestsjællandsCentret sker på tryg og sikker vis.

- Vi overholder naturligvis alle krav fra myndighederne, så det er trygt for vores kunder at komme i VestsjællandsCentret, understreger Jane Dahl.

- Der er håndsprit ved alle indgange og toiletter.

For at sikre så få berøringsflader så muligt, er hovedparten af blandingsbatterierne på kundetoiletter udskiftet til berøringsfri armaturer. På områder, hvor man ikke kan undgå berøring, er der særligt fokus på vask og desinficering.

- Vi gør rent flere gange om dagen, og vi nudger kunderne til at holde til højre, og har sat afstandsmærker og pile op i hele centret.

Legerum, lounge og siddeområder vil fortsat være spærret af.

Kundestrøm reguleres

VestsjællandsCentret er ét af Danske Shoppingcentres 17 shoppingcentre, og der er i samtlige centre stort fokus på at holde afstand mellem kunderne. Ved trafikale knudepunkter er implementeret afstandsmarkeringer, bl.a. ved ind- og udgange, ved smalle passager og ved trapper eller rulletrapper. Og som det kendes fra trafikken, reguleres kundestrømmen med retningspile og stiplede midterlinjer.

For at sikre at kravene i Sundhedsstyrelsens guidelines efterleves er der etableret live overvågning af antallet af kunder.

- Ved at overvåge antallet af kunder via vores kundetællersystem har vi en sikkerhed for, at der på intet tidspunkt vil befinde sig flere besøgende i centrene, end at vi kan overholde retningslinjerne, siger Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør i DEAS, som administrerer Danske Shoppingcentres 17 centre.

Ved alle indgange til både shoppingcenter og butikker er placeret skilte, der indikerer, hvor mange personer der må være i centret eller butikken ad gangen. Centervagterne instrueres desuden i at opløse evt. større grupper.

- Og så håber vi at kunderne selv tager de rette forholdsregler og holder afstand m.v.

- Derudover, så håber vi at kunderne kommer tilbage. Og støtter lokalt! Vi har i den grad brug for det, understreger Jane Dahl.

- Der vil komme både 'velkommen tilbage-gaver', konkurrencer og vilde tilbud, men først når det er samfundsmæssigt ansvarligt, understreger Jane Dahl, som også oplyser at man med fordel allerede nu kan downloade centrets app.

- Der vil man blive informeret om alle vores tiltag

- Vi har glædet os til at byde alle velkommen tilbage! I er savnet, fastslår Jane Dahl.