Klik og se annoncen

Af John Hansen

TRYGHEDSVALG. Poul Buur fra Slagelse bliver eneste lokale repræsentant i TryghedsGruppen. 'Jeg er mægtig glad for opbakningen, vil gerne gøre en forskel - og glæder mig til at se om Vestsjælland kan tænke nye spændende projekter om Tryghed,' siger Buur til VDonline efter valget

SLAGELSE: Vi ser ofte, at det kan være rigtigt svært for Vestsjælland at blive godt repræsenteret i vigtige fora.

Tænk bare på folketingsvalg, hvor vest-regionen her - ikke mindst da Slagelseområdet - har rigtigt vanskeligt ved at stemme sig ind til god og bred personlig repræsentation.

Også når valget gælder repræsenttanskabet i TryghedsGruppen er det svært at blive valgt. Vi kan dog fortælle, at Poul Buur netop er valgt til repræsentantskabet i TryghedsGruppen.

Eneste fra området

Poul Buur, tidligere filialdirektør i Nordea, tidligere samlende idrætsleder i Slagelse (SIKS) og også tidligere holdkaptajn for Team Rynkeby Vestsjælland, meldes blandt 30 sjællandske kandidater valgt ind.

Ved det netop afholdte valg i Region Sjælland var der nemlig opstillet 30 kandidater, og blandt disse skulle der så vælges 10 til repræsentantskabet. Regionsrådsformand Heino Knudsen blev også valgt, men det gjorde f. eks. Erik Grip og Klaus Riskær Pedersen ikke.

Faktisk blev Poul Buur fra Slagelse / Drøsselbjerg indvalgt som den eneste repræsentant fra Vestsjælland, og han glæder sig over, at han lige netop opnåede det antal stemmer, der var nødvendigt for at blive valgt.

- Når der er flere kendte politikere, som bl.a. regionsrådsformand Heino Knudsen fra Nakskov, der stiller op, så kan det være svært for andre uden for det politiske liv at blive valgt, siger Poul Buur til VDonline.

Aktiviteter

TryghedsGruppen er hovedejer af forsikringsselskabet Tryg og står bag TrygFonden. TryghedsGruppen skaber værdi og tryghed via langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger.

I 2019 blev der uddelt 575 mio. til tryghedsskabende aktiviteter. Det samlede tal for 2020 er endnu ikke opgjort.

- Tak for opbakningen

Poul Buur fortæller om situationen: - Jeg er meget stolt af opbakningen fra alle, der har stemt på mig og specielt fra mine stillere.

- Jeg glæder mig til at være en lokal stemme fra Vestsjælland, og jeg vil være medlemmernes talerør og brænder for at gøre en forskel og sikre tryghed for flere.

- TrygFonden har en stor betydning for trygheden i samfundet, og jeg håber at endnu flere får glæde af de mange fantastiske projekter. Det er samtidig vigtigt, at Tryg er et konkurrencedygtigt og veldrevet forsikringsselskab, og at vi som medlemmer fortsat kan opnå en god bonus, uddyber Poul Buur.

'Jo, jeg glæder mig virkelig til at se, om Vestsjælland kan tænke spændende nye projekter om Tryghed.'

Velliv også...

I øvrigt blev Poul Buur tidligere også valgt som én af 7 medlemmer i Region Sjælland til repræsentantskabet i Vellivforeningen, som ejer Velliv, der er blandt Danmarks største pensionsselskaber.

Her har der indtil nu kun været virtuelle møder, og det er selvfølgelig ikke det allerbedste, når man ikke kan mødes fysisk set.

'Men meget er spændende, specielt de mange projekter omkring Mental Sundhed, som Vellivforeningen støtter med mange millioner,' udtrykker Buur.