Klik og se annoncen

Af John Hansen

Desværre var det ikke en Slagelsespiller, der scorede det mål.

Men det var altså på Slagelse stadion (Harboe Arena Slagelse), det kunne opleves onsdag 11. november 2020 lidt før klokken halv ni om aftenen:

Superligaklubben Lyngbys fantastiske 7-0-scoring ved anfører Nicolai Geertsen - mod SBI's på dagen sagesløse og aldeles coronasvækkede 2. divisionshold.

Sådan scorede han...

Vi beskrev på vores egen VDonline, hvordan forsvarsspiller Geertsen i kampens 69. minut imødegik en høj hjørnesparksbold, der kom flyvende ind fra højre.

Lyngbyspilleren sprang selv akrobatisk op i luften og saksesparkede fra omkring 11-meter-pletten bolden knaldhårdt og direkte på overliggeren.

Herfra reboundede kuglen ud på banen igen - stadig i luften, uden at være i nærheden af græsset - lige i retning af Geertsen, som lynhurtigt fik samlet sig op og sprunget højt igen for nu at helflugte bolden ind under overliggeren. Uden chance for SBI-keeperen.

En helt utrolig, unik scoring. Selv har vi gennem cirka 60 år aldrig set magen til mål, turde vi godt skrive allerede i onsdags...selvom vi her på redaktionen dog har set en hel del. Verden over fra Sørbymagle og Oslo til Barcelona, Lima og Rio...

BBC med Puskas-mål

Snart begyndte 7-0 målet her da også at vise sig op på diverse net-medier rundt omkring.

Og Villum Christensen kunne meddele os, hvordan berømte britiske BBC eksempelvis viste scoringen fra Slagelse, Denmark. Bl.a. med bemærkningen om, at der her var tale om et ægte Puskas-mål.

Også andre bidrog med indtryk og historier udefra.

Siden fortæller man i Lyngby Boldklub, at målet her lørdag på tv og nettet menes set af omkring 400 millioner mennesker!

Puskas-Award hos FIFA

Og målet fra Slagelse stadion vil blive indstillet til Puskas-prisen, Puskas-Award hos FIFA, hvor verdens bedste scoring hvert år kåres.

Ferenc Puskas er vi nogle, der husker som en Real Madrid-legende (flygtning fra Ungarn til Spanien), som sammen med di Stefano og fløjen Gento løftede Madridholdet til i 1960'erne at vinde den ene Europacup efter den anden.

I øvrigt klædt helt i hvidt - netop som Lyngby var det forleden aften i Slagelse.

Total spektakulært...

Ok, måske det ikke er verdens allerbedste og flotteste mål - der er unægteligt lavet temmelig mange, og det på forskellig vis - men der er utvivlsomt tale om et af historiens mest spektakulære mål.

En helt unik og ganske særlig scoring.

Det kan der ikke være tvivl om.