Klik og se annoncen

Af John Hansen

SLAGELSE: Og nu til en solstrålehistorie fra Slagelse Kommune: Ordblinde er nemlig ikke altid blevet fundet, forstået eller behandlet korrekt og ordentligt.

Også for nu 19-årige Noah fra Slagelse har dele af barndommen og skoletiden bragt vanskeligheder og modgang.

Men hvor der er en vilje, er der også en vej. Især når man også bliver støttet og opmuntret af mennesker med hjertet på rette sted - og når den unge undervejs får nogle oplevelser, der løfter og giver et boost i nødvendig selvtillid og udvikling.

DR-fokus med Sara Blædel

Friske, unge Noah Christiansen Thilemann fra Slagelse er med, når Danmarks Radio i en række på seks tv-udsendelser - den første sidst i september, den 29.9. kl. 20.30 - sætter fokus på netop ordblinde og deres svære udfordringer.

Udsendelserne har som omdrejningspunkt Sara Blædel og fire unge. Den kendte forfatter kender fra sig selv ordblindheden. Og uvidenheden, man ofte oplever omkring den.

Når vi taler om det lokale islæt, så er moderen til Noah i øvrigt Anne Christiansen Thilemann, der i mange år har kæmpet for bl.a. ordblindesagen. Dertil for autister, ADHD-unge etc.

Og Noahs bedstefar er såmænd ingen ringere end Svend Aage Christiansen, 80-årig stadig engageret og bredtfavnende samfundsborger, der tidligere var bl.a. kulturudvalgsformand (bl.a. ved biblioteksbyggeriet i Stenstuegade) og et af de ledende byrådsmedlemmer hos Socialdemokratiet i det gamle Slagelse byråd.

Anne, Mandela og Uge Nyt

Anne har vi tidligere skrevet om i Ugeavisen (Uge Nyt 19. februar 1992) - f.eks. om dengang hun personligt mødte selveste Nelson Mandela på Christiansborg.

Hun var som skoleelev dengang i praktik på Borgen hos daværende MF Søren Hansen, S-indvalgt i Slagelsekredsen.

Faktisk bedyrede Anne tidligere, at hun afgjort ikke ville ind i politik, men forskellige forhold - herunder kendskabet til de ordblindes problemer og forståelse i hele systemet - hev hende ind i et engagement, der gør at hun nu er Slagelses bedste S-bud i Regionsrådet. Og dermed en mulig afløser for navnkundige Freddy Blak.

Anne og Kenneth for S

Også Kenneth Nielsen fra Korsør er kommunens socialdemokratiske bud på et fremtidigt regionsrådsmedlem.

Kenneth er aktuelt kendt som formand for Kogræsserforeningen ved Noret - og er i øvrigt søn af byrådsmedlem Anders Nielsen. Så både Anne og Kenneth har vist fået en hel del med sig hjemmefra...

Speciale: Fotografering

19-årige Noah Christiansen Thielemann - som er yngste skud i DR-udsendelsesrækken - har, efter nogen modgang i bl.a. folkeskolen, haft fantastisk glæde og gavn af at komme på Solbakken i Tjæreby ved Skælskør.

Solbakken er en Efterskole for ordblinde.

Her forstod man ham, han blev hurtigere og indhentede mange ting - og her høstede han selvtillid, han kan bruge nu og fremover.

Noah: Drøm stort!

Noah specialiserede sig endnu mere i at fotografere (startede i SBI), og det er han blevet så dygtig til, at han har opnået yderligere fine aftaler rundt omkring på Sjælland.

Blandt andet tager han billeder for fodboldklubber som Slagelse B&I og den store superligaklub FC Nordsjælland.

Det er han smadderglad for og optaget af - og som han sluttelig siger til Ugeavisen:

- Selvom vejen er bakket, så er solen altid med. Drøm stort!