Klik og se annoncen

Slagelse: Det er et tungt emne, Sjællands Teater tager op, når forestillingen Ud Med Knud spiller på Slagelse Teater her i september. Ikke desto mindre er forestillingen fuld af humor og livsbekræftende fortællinger - og så er den vigtig, fastslår man fra teatret.

- Forestillingen Ud Med Knud er en fortælling om kræft. Men den er også en fortælling om identitet, om drengestreger, om forelskelse og om forældre, der nogle gange er lidt i vejen.

Forestillingen handler om Willian på 12 år, der er syg af kræft. Knud er Williams hemmelige ven. Han er fræk, fuld af mod og sprængfyldt med energi. Han dukker op, når William mindst venter det, og han kan sætte gang i den hverdag, der ellers kan virke tung, når man er syg. Knud er personificeringen af Williams sygdom. På den ene side er sygdommen svær at leve med, men også svær at leve uden. For hvad skal man gøre, når man glemmer, hvad det vil sige at leve som en helt almindelig dreng? Og hvordan passer en tilværelse med sygdom sammen med skolegang og venskaber?

I forestillingen Ud Med Knud kommer vi med på Williams rejse mod livet. Og vi gør det med både alvor og humor.

Baseret på roman

Ud Med Knud er blevet til på baggrund af den anmelderroste roman af samme navn. Forfatteren bag romanen, Jesper Wung-Sung, er kendt for en række novellesamlinger, romaner og adskillige børne- og ungdomsromaner.

Jesper Wung-Sung er begejstret for dramatiseringen af Ud Med Knud og for viljen til at fortælle de svære historier. Selv beskriver han teaterforestillingen således:

- Jeg er kisteglad for dramatiseringen af Ud med Knud. Tro mod romanens kerne, men fuldt udfoldet i teatrets forunderlige lys. En forestilling, der er professionel til fingerspidserne og samtidig legende let og gennemført musikalsk. Der er de jo: William, hans far og mor, Katrine, Sebastian â?¦ og Knud. Spillet og fremstillet med en energi og poesi, så tåren i øjenkrogen kommer af lige dele grin og gråd. Hvor er det dog et vidunderligt teaterstykke. En levende hyldest til livet i al sin humoristiske alvor.

Fakta om Ud Med Knud

Spillested: Slagelse Teater

Spilletid: 21. september kl. 10:00 0g 19:00, 22. september kl. 10:00

Aldersgruppe: Fra 10 år

Produceret af: Sjællands Teater

Billetpriser: 65-195 kr.

Billetter: sjællandsteater.dk/billet@sjteater.dk

Telefon: 59595988, hverdage kl. 10-14