Klik og se annoncen

Af John Hansen

Trods et godt og aktivt første kvarter samt senere små lyspunkter - primært med Martin Jensen og indskiftede Mikkel Petersen i centrum - så må lørdagens hjemmenederlag 1-2 til bundproppen Ringkøbing (2. division kval.) stå som lidt af et lavpunkt for såkaldt slagelseansk elitefodbold siden den salige FCV-tid.

Det var generelt noget decideret møg, der blev leveret.

Aldeles sørgeligt og deprimerende.

Skæbnekamp igen-igen

Nu har vi jo altid i disse spalter været kendt for at besidde en vis fortsat portion optimisme. Altid en tro på, at det skal da nok blive bedre næste gang...

Den leverer vi gerne endnu engang for Prins Knud, Michael Birkedal og andre, der måtte have et (ganske akut) behov.

Og som nævnt, så venter et af topholdene, VSK Aarhus, som bekendt på Harboe Arena allerede på onsdag 1. juli kl. 19 - sæsonens sidste hjemmekamp.

Da vil Ulrik Ballings ellers på papiret ganske lovende (og forbedrede) mandskab få endnu en sidste (næstsidste) chance for at bevise noget - overfor sig selv og over for et trofast publikum.

Og denne gang vil man nok ikke kunne bruge 26 graders stegende hede som nogen undskyldning.

Divisions-berettigelse?

Men vi må desværre efter 1-2-nederlaget til upåagtede, svage Ringkøbing - der kun lyste op via en solid målmand og nogle giftige, hurtige contraløb - konstatere, at SB&I i en sådan tilstand bare ikke er sin divisionsstatus værdig.

Sportschef Søren Andersen sagde det selv til os, kort før kickoff: Hvis man ikke er i stand til at besejre Ringkøbing, ja, så er man næppe berettiget til overlevelse her...

Og vi sank endnu dybere som kampen skred frem.

SBI manglede afslutningseffektivitet ved flere pæne chancer i kampens første kvarter. Så gik man i stå og kom aldrig for alvor ind i et godt flow.

De faldt alle ud

Selv den talentfulde klassespiller Martin Jensen (7) dryssede alt for meget væk og formåede ikke at nå frem til det væsentligste i en fodboldkamp.

Flere andre nøglespillere skuffede også fælt (ligesom ved 1-2 hos det andet bundhold, Vejgaard, få dage tidligere) - og først en ung indskifter som Mikkel Petersen (22) og til dels Mathias Andersen (16, begge indskiftet i 58. minut) gav lidt ny tro og håb for de rød-blå.

Mikkel P. reducerede da også til 1-2 blot minuttet efter, at han var kommet på banen.

Yderligere et par SBI-chancer i slutfasen blev ikke udnyttet. Og tidligere tiders farlige Christoffer Thrane (88. minut) driblede for eksempel alt for langt til højre, i stedet for direkte ind mod keeperen, da han blev spillet blank i slutfasen.

Tro, håb og...

Nej, det var alt ialt sløjt.

Og det var trist for spillere, ledere og tilskuere at forlade stadion lørdag kl. 17.

Og som nævnt: Kun håbet - og troen - om noget meget bedre, kan samle os igen på onsdag...