Klik og se annoncen

Af John Hansen

KOMMUNEN: Fra den politiske og kommunale sidelinie følger Troels Christensen fra Svenstrup (tidl. Sørbymagle) jo fortsat udviklingen såvel lokalt som nationalt.

Og Troels ved jo på mange måder, hvad han taler om. Han har i hvert fald stor erfaring fra maskinrummet - ovenikøbet i flere partier.

Helt aktuelt udtrykker Troels i seneste udgave af Uge Nyt noget om bl.a. både Venstre og Socialdemokratiet.

Lidt den ene vej, lidt den...

Det tidligere LA-byrådsmedlem og nu foreningsformand samt fortsatte kultur- og sangentusiast, skriver om 'Venstre - Slagelses nye velfærdsparti.'

Troels Christensen uddyber: 'Socialdemokraterne får stadig baghjul af Venstre, når det drejer sig om, hvad fælllesskabet skal betale, og hvad man som borger selv må klare af udgifter til velfærd og corona-hjælp.

Før jul skrev jeg en klumme: ER SOCIALDEMOKRATERNE BLEVET BORGERLIGE OG VENSTRE BLEVET RØDE?

Afsættet her til var bl.a. at Venstre våndede sig ved socialdemokraternes afbureukratisering og reducering af lønkontoen (færre ledelseslag) på rådhuset, deres brave kamp for at fastholde centraliseringen af ejendomsservice... modstand mod større frihed og selvbestemmelse på institutionerne og deres skarpe blik for den lille mands sag MOD socialdemokraternes ønske om et prangende højhusebyggeri.

Rundtosset?

Rundtosset eller ej - men her i 2020 fortsætter Venstre med at give den fuld skrue - når det drejer sig om at sikre flere skattebetalte midler fra fællesskabet til forskellige grupper af befolkningen.

Man må sige, at med de udmeldinger man har set de seneste to måneder, bliver socialdemokraterne slået med flere længder i disciplinen, al kommunal forbrug og central styring er godt, det skal vi have mere af.'

60 mio. nye kroner på bare to måneder...

Fritidsområdet vil Venstre tilføre hjælpepakker til 25 mill kr. - vel vidende den mulige tabte indtægtsramme er på under en mio. kr. - da kommunen jo i forvejen betaler stort set alle udgifter.

V-støtte til mange...

Unge arbejdsløse vil Venstre ekstraordinært bevilge 5 mill. kr, bl.a. til jobbank med mulighed for ansættelse i detailhandelen.

B 73 skal skal pludselig støttes med 2 mio. kr. til nyt klubhus og hvor kom det fra?

Kulturen skal forgyldes med et egnsteater (i samarbejde med Holbæk) - minimum 2 mio. kr. nye kulturpenge... og senest i denne uge ekstra 25 mio. kr til den nye svømmehal - til glæde for byens mange svømmere.

I alt - alene inden for de sidste 2 måneder- har Venstre tilbudt kommunens borgere små 60 mill kr. EKSTRA til diverse velfærdforbedringer - svarende til en skattestigning på 1 pct..

Velfærdspartiet Venstre?

Summa summarum: Venstre står langt stærkere end socialdemokraterne, når det drejer sig om at sikre flere offentlige midler til store dele af kommunens befolkning - så derfor må Venstre nu være Slagelses nyslåede velfærdsparti.

At Venstre så samtidig giver udtryk for at Slagelse har en anstrengt økonomi - lad det stå hen i tågerne!' slutter Troels Christensen fra Halsebyvej i Svenstrup ved Korsør.