Klik og se annoncen

Skælskør: Den sidste af sommerens koncerter i Skælskør kirke spilles torsdag den 29. juli kl. 20.00. Det er tre gange Nyholm, Thomas, Gitte og Kirsten - søn, datter og mor Nyholm, spiller denne aften sammen. Alle tre har siden den tidligste barndom spillet - på hvad som helst - bare der kom musik ud af sagen.

Thomas spiller klarinet, han spiller i Københavns Amatør Ungdomssymfoniorkester, hvor man blandt andet har spillet Verdis Requiem, Carl Nielsens Fløjtekoncert og lignende værker.

Gitte er uddannet fløjtenist fra København og Odense konservatorier, og hun har spillet som assistent i flere af vores symfoniorkestre. Endvidere spiller hun i flere kammermusik ensembler. Hun er jo derudover uddannet organist, og den ene af vores to organister i Skælskør og Eggeslevmagle kirker, medens mor Kirsten er den anden. Kirsten er musikuddannet fra Københavns Universitet og Konservatorium samt fra Sjællands Kirkemusikskole. Orgel og klaver er hendes hovedinstrumenter. I Skælskør kirke spilles værker af blandt andet C.M.v. Weber, Camille Saint-Saëns, Malcolm Arnold m. fl.

- Vi håber at vægterne også denne aften får mulighed for at komme forbi kirken og indlede koncerten, som de plejer.

Pladsreservation kan ske fra fredag den 23. juli via www.sesogne.dk. Evt. resterende billetter ved indgangen. - Husk coronapas.