Klik og se annoncen

Sjælland: Et af sommerens store hit var de danske øer, der i stor stil tiltrak mange danske turister, som ville opleve øernes helt unikke stemning og liv.

Allerede for år tilbage satte Destination Sjælland - med midler fra LAG Småøerne - sig i spidsen for projektet 'De 5 Øer', der skal udvikle turismen på Agersø, Omø, Sejerø, Nekselø og Orø.

- Øerne kan noget helt særligt, derfor er det oplagt at hjælpe og udvikle produktet, så gæsterne får endnu bedre oplevelser, når de tager sejlturen til øerne, forklarer Jens Müller, der er direktør i Destination Sjælland og fortsætter:

- På den måde kan vi også bidrage til at skabe bedre økonomi og vækst på øerne, når antallet af gæster øges samtidig med, at der sættes fokus på oplevelser og forbrug under besøget.

Besøget begynder på færgen

I forbindelse med 'De 5 Øer' har konsulentvirksomheden Orange Elevator i 2019 og 2020 gennemført en række interviews med ø-gæster. De er nu samlet i en rapport med anbefalinger og potentialer for udvikling af ø-turismen i Destination Sjælland.

Det er blandt andet en meget vigtig pointe, at gæsternes ø-oplevelse allerede begynder på færgerne - faktisk allerede på færgelejet.

- Baseret på gæsternes input er rapporten tydelig. Der skal skabes mere ro og orden på havnen med god skiltning og afmærkning, så færgepersonalet får arbejdsro til at give gæsterne en god oplevelse og tryghed, fastslår direktøren og uddyber:

- Ombord på færgerne skal gæsterne tages i hånden. Færgerne skal fungere som turistkontor med informationsskærme, brochurer og Ø-pas, ligesom niveauet for mad og drikke bør højnes - og eventuelt tage udgangspunkt i egnsunikke produkter fra øerne og resten af destinationen.

Derudover er det også tydeligt, at billetkøb og booking skal gøres så nemt og tilgængelig som overhovedet muligt. Så færgebilletterne kan købes, når potentielle gæster bliver inspireret til et ø-besøg.

Fokus på natur, samvær og ø-liv

Rapporten viser, at gæsterne værdsætter det autentiske ø-liv, hvor der er fokus på øernes særegne natur og samværet med familie og venner.

- Derfor er det vigtigt, at markedsføringen og oplevelserne på øerne ligger i tråd med øernes fortællinger. Rundture skal gøres unikke og give gæsterne grund til ø-besøg, vandringer skal bringes mere i spil og der skal øget fokus på egnsunikke produkter fra øerne, fortæller Jens Müller.

Sommeren 2020 har været helt speciel, fordi gæsterne kunne komme gratis med færgerne, men det har samtidig vist et potentiale.

- Håndsrækningen blev givet med de bedste forudsætninger, men det skete på et tidspunkt, hvor øernes kapacitet allerede er presset. Derfor skal man måske kigge på, om gratis færger kan være en mulighed udenfor højsæsonerne, forklarer direktøren og fortsætter:

- I samme åndedrag bør øerne kigge på mulighederne for at skabe flere kommercielle overnatningsmuligheder, ligesom flaskehalse og skuffede gæster skal undgås ved at tilbyde forhåndsbooking af for eksempel cykler, guidede ture og overnatning.

Giver ekstra på bundlinjen

I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten er der også kigget på indtjeningsmulighederne, hvor der er nemme lavthængende frugter at plukke.

- Hvis et øget fokus på mad og drikke ombord på færgerne betyder, at hver femte gæster bruger 20 kroner mere, så vil der skabes meromsætning på over 300.000 kroner om måneden, afslører Jens Müller og uddyber:

- Ligeledes kan vi skabe en meromsætning på næsten 1,1 millioner kroner om måneden, hvis vi kan få gæsterne til at bruge 50 kroner mere på spisning, overnatning eller lignende, når de besøger øerne, slutter direktøren.

Se mere på de5oer.dk