Klik og se annoncen

Af John Hansen

Kommentator, forfatter og Europamester fra 1992 Morten Bruun er på vej rundt i det ganske land for at skrive en bog om ædle danske fodboldklubber med historie, tradition og pondus.

Historiekyndige Bruun fra nu Aarhus er startet med at besøge bl.a. klubber som B 1913 i Odense, Harald Nielsens Frederikshavn og Danmarks 5. ældste klub, Slagelse Boldklub- & Idrætsforening.

Trække linierne op...

Inden første fløjt på 3. runde-pokalmødet mellem Slagelses aktuelle 2. divisionshold (extra coronaramt i onsdags) og Superligaholdet fra Lyngby Boldklub underholdt Morten Bruun de lokale sponsorer og VIP-gæster med et lille foredrag om bogen og fodbolden generelt - det skete udendørs på den lidt kølige nye tribune.

Her kom Bruun netop ind på også B 1913, årstalsklubben fra HC Andersens by.

Og så var vi jo nogle, der - efterhånden som kampen senere skred frem - erindrede B 1913's Europacup-kamp i 1961 mod nogle andre modstandere klædt helt i hvidt (Los Blancos fra Real Madrid).

Corona ødelagde holdet

Og jo, her tabte odenseanerne hele 0-9 til et flot spillende hovedstadshold. Det var på Estadio Santiago Bernabeu.

Denne pokalaften 2020 på Harboe Arena Slagelse kunne omkring 400 tilskuere se en ny 9-0-sejr til de hvide. Dennegang i skikkelse af Lyngby Boldklub.

Lyngby stillede ikke i stærkeste opstilling. Eksempelvis var tidl. FCV-målmand Thomas Mikkelsen på bænken i Brøndby, da Danmarks coronaramte landshold slog Sverige 2-0.

Men Slagelse måtte stille endnu mere svækket op, da et lokalt coronaudbrud (omkring sidste søndags målscorer Mathias Bjaldby) sendte halvdelen af SBI-holdet ud i karantæne, næsten direkte på kampdagen.

Ville have flyttet kampen

Derfor var det et urimeligt puslespil for Ulrik Balling at opstille et bare nogenlunde homogent hjemmehold mod overmagten. Ja, SBI forsøgte naturligvis at få kampen flyttet, men DBU sagde nej.

'Nye' forsvarsspillere og midtbanefolk haltede slemt og kunne ikke få nogen sammenhæng ind i spillet.

Og da Lyngby samtidig - og ganske hørligt og tydeligt - var totalt opsatte på, at man her i Slagelse skulle slå til fra starten og samle selvtillid til den hårde Superliga, hvor man ikke har høstet nok points, ja så måtte det næsten gå galt.

De var vildt opsatte

Når Lyngbys hold skruede lidt op for gashåndtaget og i kvikke, flotte kombinationer susede ned imod SBI-målet, så var klasseforskellen til at tage og føle på.

Første hug faldt allerede efter blot tre minutters spil. Og vi kunne se, hvordan en tændt LB-bænk sprang i vejret, råbte højt, jublede - og straks gik efter flere kasser.

De næste af slagsen fulgte i 13. og 20. minut. Og først ved stilingen 3-0 til gæsterne fik de rød-blå deres første små chancer i den anden ende...

Flugter-kasse i to afdelinger

I 2. halvleg tromlede Superligaholdet og dets reserver bare videre i perioder.

Og det lykkedes en anfører Nicolai Geertsen - med sin 7-0-scoring i 69. minut - at lave et mål, vi aldrig tidligere har set magen i fodbold:

En høj hjørnesparksbold fra højre kaster Nicolai sig i et nærmest saksesparklignende flyv til, og omkring ved straffesparkspletten firsttimer han bolden hårdt på overliggeren.

Bolden rebounder og springer tilbage igen, og her når Nicolai selv også at komme halvt op og igen flugte bolden hårdt i kassen udenfor keeper Lukas Olesens rækkevidde. Værs'go!

Så gælder det Brønshøj ude!

Alt ialt så vi et flot spillende Lyngbyhold bestående af solide spillere, der - selv fra et tribuneblik af - tydeligvis var både højere, bredere, stærkere og hurtigere end slagelseanerne på denne dag.

Helt overraskende var Lyngbys styrke dog ikke for os, der allerede i september ved VAR-stystemets afprøven på selvsamme stadion, overværede hvordan man (den dag i blåt og hvidt) vandt 1. halvleg 2-0 over FCK.

Den kamp så både Morten Bruun og undertegnede her i Slagelse mandag 7. september. Sluttelig endte det dog 2-2, da en vis hr. Wilczek fik scoret.

Her og nu må vi dog være allermest spændte på, hvordan SBI skal rejse sig allerede på lørdag i den hammervigtige udekamp mod Brønshøj. På berygtede Tingbjerg Ground.