Klik og se annoncen

Af John Hansen

LOKALPOLITIK. Socialdemokraternes seneste udgave af S-Posten for partiforeningerne i Slagelse og Korsør indeholder 'til eftertanken' et interessant indlæg af gruppeformand Sofie Janning. Sofie appellerer til generelt at lytte, vise tillid og reel vilje til fælles løsninger - og erkender, at A måske ikke altid er perfekte i den disciplin...

SLAGELSE-KORSØR: Socialdemokraternes lokale medlemsblad S-Posten er netop udkommet i udgaven for februar 2021 - og henvender sig direkte til 'medlemmerne i Slagelse og Korsør Partiforeninger'. Ikke dem i Skælskør Partiforening, der åbenbart ikke har ressourcerne til at være med her...

Men i S-Postens seneste udgave er der bestemt flere interessante indlæg at finde, her hvor Anne Knudsen & Co. så småt også er begyndt at lægge op til kommunalvalget i november.

25 år i fagpolitik

Måske det mest interessante indlæg i S-Posten kommer fra den nye gruppeformand i byrådet, Sofie Janning.

Hun må jo siges nu at stå med ny S-magt i partiet og på rådhuset.

Sofie afløste sidste år den erfarne tidl. Korsørborgmester Flemming Erichsen på den ledende post. Hun er relativ ny i byrådspolitik, men har - som hun også anfører - hele 25 års erfaring indenfor fagpolitik.

Sofie Janning sætter i høj grad fokus på de vigtige ord 'spørg og lyt' - ord og begreber, der givetvis er væsentlige at anvende vel både i politik og i tilværelsen som sådan.

Tillid, reel vilje...

Skribenten SJ anfører her, at hun har læst en bog, der hedder 'Den ædle kunst at spørge ydmygt i stedet for at belære.'

- Den bog burde alle politikere læse, påpeger Sofie Janning.

Hun cirkulerer også omkring emnet 'at finde nye veje til løsninger', idet hun fremhæver vigtigheden af 'tillid til hinanden... og reel vilje til at ville finde fælles løsninger.

Jeg synes ikke, at vi fra A (Socialdemokratiet, red.) altid er perfekte på dette punkt, men det er med den indgangsvinkel, vi går til sagerne,' skriver Janning.

Respekt, forståelse...

Gruppeformanden påpeger også, at 'vi ikke behøver at være politisk enige for at finde fælles løsninger.' Men respekt for hinanden og forståelse er rigtigt vigtigt.

Ord og udsagn der bestemt er vigtige at hæfte sig ved i tidens debat. Ikke mindst da i Slagelse og på kommunens rådhus.

Forholdet til SF

I øvrigt udtrykker Sofie Janning i S-Posten en ganske særlig tak for samarbejdet med det snart afgående byrådsmedlem Helle Blak, SF. Trods uenigheder.

Janning tør dog 'ikke spå om, hvordan samarbejdet med den tilbageværende SF'er' vil være eller blive...'men den gode relation er der ikke lige p.t.'

Mål: Gedigent S-flertal

Man kan også læse indlæg fra bl.a. Anders Nielsen, Lis Tribler, Miralem Garagic, Freddy Blak, John Dyrby Paulsen og Korsør Partiforeningsformand Svend Pedersen.

Slagelseformand Anne Knudsen ser frem til en rigtig generalforsamling i S-Kommunekredsen til foråret, hvor man også kan få opstillet sine kandidater til valget 16. november.

Anne udtrykker håbet om, at Socialdemokratiet efter valget vil gå frem til 'et gedigent flertal med borgmester John Dyrby Paulsen i spidsen.'

AK ønsker i øvrigt alle et Godt Nytår og glæder sig i coronatiden over, at 'vi har en ansvarsbevidst regering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen.'

Høj debat ønskes...

I et andet indlæg i S-Posten inspireres også til, at S-folkene i valgkampen bør bruge rene Obama-metoder.

Nemlig primært den med, at Go High, når de andre Goes Low...

Det er Korsør-bestyrelsesmedlemmet Mickei Reinhold Jacobsen, der bruger Michelle Obamas berømte ord til, hvordan partifolkene skal føre sig frem i valgkampen og i Slagelse Kommune generelt.