Klik og se annoncen

Af John Hansen

STISYSTEMER. Nyt fra Østfronten: VDonline kan i dag fortælle, at Byskovvolden langs motorvejen i Slagelse Øst nu er stærkt i spil til en to-tre millioners etablering af et større stisystem til løb og gang - samt en super fed mountain-bike-strækning med blændende udsigt

SLAGELSE: Ugeavisen fortalte i onsdags i tekst og billede om den nye, flotte Slagelse-bjergkæde i øst - Byskovvolden ud mod den befærdede E20-motorvej.

Allerede torsdag reagerede viceborgmester Villum Christensen, LA, omkring mulighederne for netop her at 'skabe et vildt spændende projekt - lige i tidsånden - hvor folk vil kunne tænde på nye moderne outdoor aktiviteter.

Udover gang og løb på mere almindelige stisystemer kan man forestille sig etableringen af en mountainbike-bane, påpeger Villum Christensen.

Flotteste udsigt

'Der er tale om et ganske flot område, og Byskovvolden er faktisk et af de højeste udsigtspunkter på hele Vestsjælland.'

Villum fortæller videre, at en udnyttelse af volden faktisk har været på tale i kommunen. 'I budgetaftalen sidste efterår besluttede vi, at det skulle undersøges, om vi kunne lave et sammenhængende stisystem med bl.a. etablering af en mountainbike-bane på Byskovvolden, som jo ligger så godt og højt.

Men for at kunne klargøre de forskellige aktiviteter kræves rigtig god planlægning og også kommunale investeringer.'

Åbner kassen for projekt

'Vi vil på næste møde på mandag i Erhvervs- og Teknikudvalget åbne kassen for dette projekt og formentlig bevilge 4 x 500.000 kr til etablering af stierne til mountainbike, gang og løb.

Altså ialt to millioner kroner ud af en forventet projektudgift på cirka 3 millioner,' informerer Villum Christensen.

Forhandlinger igang

Parallelt med myndighedbehandlingen pågår i øjeblikket forhandlinger med entreprenøren, som etablerer støjvolden.

'På alle måder er det et visionært delprojekt, som indgår i et sammenhængende stisystem - også beskrevet i en særlig projektbeskrivelse,' beretter viceborgmesteren.

Villum - som nu overvejer at finde sin gamle mountainbike frem fra Sørby-laden - slutter med disse ord:

'Tænk at kunne udnytte en funktionel støjvold til rekreative formål for meget små penge. Og med kæmpe oplevelsesværdi.

Jeg har svært ved at forestille mig, at udvalget ikke siger ja til projektet.'

Endnu flere projekter

Samtidig synes også flere indendørs idrætsprojekter på snarlig vej - også ifølge borgmester John Dyrby Paulsen, Soc..

Vi har tidligere fortalt om dem alle. Senest en center-samling af flere idrætsgrene og foreninger i de gamle Malacohaller: Padel, bordtennis, badminton og vægtløftning.

Dertil en udbygning af Sørbyhallen, ikke mindst til mere og mere e-sport. Samt det længe ønskede gymnastik-springcenter ved Antvorskovhallen.

Borgmesteren har også lovet, at der snart kommer skred i forbedringerne hos fodboldklubben B 73 i Slagelse Vest.