Klik og se annoncen

Af John Hansen

KOMMUNEN: Den længe ventede udligningsreform - med de store partier Socialdemokratiet og Venstre som afgørende støtter og forligspartier - kom endelig på plads kort før vor deadline tirsdag.

I februar var reformen ellers kørt fast grundet diverse debat, bedrag og urent trav, men endelig på Befrielsesdagen kom Wammen & Co. i mål med en sjælden udligning henover midten af dansk politik.

Mere om Slagelses udbytte lidt senere...

Bruger statistik som

Om Slagelse Kommune ellers lige nu har en pænt god økonomi eller ikke, ja det afhænger i høj grad af, hvem man spørger.

Der findes tilsyneladende ikke fakta. Ingen ren 'Fakta News' eller én enkelt sandhed.

Og det er jo med statistik og regnskaber sådan, at de kan bruges og vendes og drejes på flere måder.

At der findes et fint trecifret millionbeløb i kassen er dog uomtvisteligt - også flere end for få år siden - men som man spørger får man altså svar. Fake news eller ej...

Truende skyer

Og eksempelvis borgmesteren (p.t. John Dyrby Paulsen, Soc.) udlægger texten og statistikken på én måde. Positivt og fra den og den dato inklusive de og de data, som han har bedt administrationen udregne.

Modsat fremhæver oppositionsleder Knud Vincents, Venstre, nogle andre tal, statistikker og truende underskud på sin måde - og så ser det sgu' totalt sort ud for Slagelse netop nu.

Ikke mindst ældreområdet, beskæftigelse og børn og unge har slette tal for tiden.

Og kommunens indtægter synes ikke umiddelbart at kunne stige...

Hvor meget får Slagelse?

Og vi skrev om selve udligningsreformen på VDonline lige forinden: 'Derfor kan der nok - med alle udfordringer in mente - være lidt konsensus om, at det vil være rigtigt godt og tiltrængt for Slagelse Kommune at få en ekstra god udligningsreform hjem (måske 80, 100 eller 120 millioner til Slagelse?).

Den har den socialdemokratiske regering tænkt at fyre af denne tirsdag.

Og - som vi allerede i disse spalter forudså det i januar - med en sluttelig ekstra, ekstra stor pose penge generelt for ikke at få for mange utilfredse kommuner på nakken.

Samtidig har Regeringen sørget for at få ikke mindst Venstre med i aftalen.

De to store borgmesterpartier har på Christiansborg måttet indgå endnu et kompromis.'

SIDSTE: Millionerne ruller

Og tirsdag middag stod det så fast: Sjælland får langt flere millioner i forhold til sidst - primært Næstved, Vordingborg, Guldborgsund, Sorø og Kalundborg blev umiddelbart de store vindere.

Næstved fik plus 110 millioner, Kalundborg 103, Holbæk 94, Sorø 50 o.s.v.

Slagelse får blot 52,7 millioner mere end sidste år. Sorteper?

Det der redder Slagelse bliver dog nogle ekstragevinster: Kommunen får et finansieringstilskud på 73 millioner kroner - som gøres permanent (og vist også er indregnet i dette års budget).

Dertil får Slagelse i 2021 og 22 en kompensation på ca. 50 mill. i f.m. indvandring og beskæftigelse. Plus lidt extra for integration og kriminalitet m.v.

Yes og øv...

Så alt ialt kan Slagelse måske ikke være så utilfreds endda.

Borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., siger i en første kommentar til os: 'Godt at vi får mere, men skidt, at vi nu får 52 mill om året og ikke de 82 millioner, som var indeholdt i udspillet fra regeringen..

Det ser ud som om, at forhandlingerne med Venstre er gået voldsomt ud over Slagelse Kommunes økonomi. Men det er en svær øvelse, de sidder med på Christiansborg, respekt for det.'

Modsat mener MF Stén Knuth og borgmesterkandidat Knud Vincents, at det netop er Venstre, der har sørget for at få gjort Slagelses finansieringstilskud permanent.

'Og vi står jo fortsat med store strukturelle udfordringer,' pointerer Stén Knuth.

Mere om reformen følger...