Klik og se annoncen

Af John Hansen

UDDANNELSE. Åbent hus, dog virtuelt, i uge 8 på Slagelses mange videregående uddannelser. Også det splinternye Absalon på Sdr. Stationsvej må desværre nøjes med det virtuelle kig og samvær. Mere følger senere om arrangementerne

SLAGELSE: Så er vi igen nær en uge otte - ofte spændende og krævende for unge og en hel del af deres interesserede forældre.

Det gælder jo uddannelsesvalget - ikke mindst det i Slagelse og her på Vestsjælland.

Og normalt vil alle de videregående uddannelser i Slagelse slå dørene op til et hyggeligt åbent hus-arrangement, hvor kommende studerende kan komme personligt og nærværende forbi for at se og høre mere om deres drømmeuddannelse.

Sådan bliver det desværre ikke i år.

Online på net...

Corona-restriktionerne som de er lige nu i skrivende stund gør det desværre umuligt at holde åbent hus, som man plejer.

Derfor bliver det traditionelle åbent hus arrangement i Studiebyen Slagelse i år afholdt online på nettet, som vi allerede har fortalt om det med hensyn til ZBC.

Studiemiljøet?

Det er Professionshøjskolen Absalon, Zealand Sjællands Erhvervsakademi og SDU Slagelse, som igen i år er gået sammen med Slagelse Kommune for at sætte fokus på Slagelse som studieby.

De tre uddannelsesinstitutioner slår alle de digitale døre op til åbent hus i uge 8, men de gør det på forskellige tidspunkter.

SDU Slagelse og Zealand holder deres digitale åbent hus lørdag den 27. februar, mens man kan høre om Professionshøjskolen Absalons uddannelser den 24. og 25. februar. I øvrigt mere om dette senere, bl.a. på VDonline.

Diverse oplæg

De unge, som deltager her i uge otte, vil kunne se og høre virtuelle oplæg fra både studerende og undervisere og de kan stille spørgsmål om alt det, som hører studielivet til.

På Zealand er akademichef Vibeke Toft Müller glad for, at man på trods af corona i fællesskab kan invitere de kommende studerende digitalt indenfor.

- Vi har nu i flere år haft fælles 'Åbent hus' i regi af studiebyen Slagelse. På Zealand synes vi, at det fokus, der sættes på de videregående uddannelser i Slagelse, er med til at gøre studiebyen til noget særligt, udtrykker hun.

Samarbejde

Hos SDU Slagelse glæder man sig også over det brede samarbejde - og eget Åbent online-hus lørdag 27. februar kl. 10 til 16 (Zoom).

Mens man naturligt nok på Absalon ser frem til at vise de nye lokaliteter og faciliteter i det flotte nybyggeri nær SDU og stationen.

- Desværre kan vi ikke åbne fysisk her i ugen, men heldigvis har vi så online-muligheden, påpeger rektor Camilla Wang.