Klik og se annoncen

Af John Hansen

I en tid hvor der virkelig er brug for visioner, nye perspektiver og reel handling, skrev Slagelses borgmester Stén Knuth torsdag eftermiddag på rådhuset under på en venskabsby-aftale med den kinesiske storby Wenzhou.

En delegation fra Wenzhou er i disse dage på besøg i Vestsjælland, og torsdag var der - inden åbningen af en kinesisk fotoudstilling i Det Røde Tårn - udveksling af gaver, taler og altså selve den højtidelige seance med underskrifterne.

'Godt modtaget i Slagelse'

Fra den kinesiske delegation understregede kommunaldirektør Chen Yun overfor VDonline & Søndagsavisen, at man i den grad glæder sig over et udvidet samarbejde med danskerne.

'Vi er blevet godt modtaget her i Slagelse, og har været ude at se flere spændende ting - og her er jo ret fladt, I har næsten ingen højhuse. Det er også nyt for os.

Vi ser frem til større udveksling. Og I er hjerteligt velkomne til at besøge Wenzhou,' pointerer Chen Yun.

Gerlev IH og gymnasiet

Wenzhous viceborgmester og Slagelses borgmester skrev i byrådssalen under på aftalen.

'Vi er sikre på, at her er brede samarbejdsmuligheder indenfor kultur, uddannelse, erhverv og miljø,' påpegede de kinesiske gæster.

Og Stén Knuth tilføjede: 'For eksempel er vi allerede godt igang på skoleområdet. Gerlev Idrætshøjskole, gymnasiet o.s.v. udveksler, og jeg ser store perspektiver her.'

Erhvervsmæssigt set må Danmark generelt - både små og store virksomheder - se fremtidsmuligheder i eksport til Wenzhou og Kina. Torsdag formiddag besøgte kineserne SK Forsynings renseanlæg - og man er meget optaget af miljø og energi.

Erhvervscenter servicerer gerne

Med ved underskrivelsen var Slagelse Erhvervscenters direktør Morten Prüsse Sørensen, og han sagde straks til os, at det nu er op til vore lokale virksomheder at undersøge mulighederne og gribe de chancer, der måtte være.

'Allervigtigst er det at få åbnet dørene og skabt nogle gode relationer til kineserne. Relationer betyder så meget i det forhold - er min erfaring med Kina. Og så må vi se, hvad det hele kan udvikle sig til.

Søndagsavisen vil vurdere, at der ligger mægtige million-muligheder og venter på vestsjællænderne her. Indenfor turisme, uddannelse og eksport af knowhow ikke mindst indenfor miljø og teknologi.

Erhvervslivets store valgdag

Altså en stor dag i forholdet Danmark Kina. Slagelse Wenzhou.

Og det på en torsdag, hvor en fremmelig del af det lokale erhvervsliv - bl.a. Frese, Harboe og Viminco - har været i tæt interaktion med en stor del af toppen i slagelseansk politik.

Næsten 30 lokale byrådsmedlemmer og kandidater fra alle partier - med borgmester Stén Knuth, Flemming Erichsen, Troels Christensen, Helle Blak, Thomas Clausen og Niels Jørgensen i spidsen - var med på Dansk Industris store info- og debattur rundt i storkommunen.

Der var tale om en seks-timers tur fra morgenstunden kl. 07, og hvor VDonline/Søndagsavisen også deltog hele vejen.

De går foran...

Netop de besøgte virksomheder - Frese samt Skælskørfirmaerne Harboe og Viminco - samarbejder og sælger også til Kina og verdensmarkedet i det hele taget.

Dem vil ikke alene politikerne, men også andre lokale virksomheder, kunne lære en masse af, så Wenzhou og fremtidens førende Kina også vil blive relevant for dem.

Til fælles glæde. Nihao!