Klik og se annoncen

Slagelse: Der var gang i både potter og pander, da 6. klasse fra Landsgrav Friskole forleden åbnede skolekøkkenet for Gorm Wisweh og Micki Cheng. Sammen lavede de blandt andet pizza, oksedeller, power-suppe og rabarbertrifli. Anledningen til besøget var, at klassen sidste år vandt GoCook Smagekassens store kokkekonkurrence for skoleklasser i hele landet.

- Jeg er så stolt af ungerne og deres nysgerrighed og mod. Opgaven var, at vi skulle eksperimentere med klimavenlige retter og så poste billeder af retterne på Instagram med #gocookklima. Vi lavede både billeder og videoer, som heldigvis faldt i dommernes smag, fortæller en glad Rikke Demant Olsen, der er madkundskabslærer på Landsgrav Friskole.

Det er Coop, der står bag GoCook Smagekassen, som er Danmarks største skoleaktivitet. Hvert år deltager flere end 150.000 elever fra hele landet. Skoleklasserne får en gratis kasse med råvarer og undervisningsmateriale og skal herefter eksperimentere med opskrifter og ingredienser. Sidste år var temaet for Smagekassen klimavenlige livretter. Både Gorm Wisweh og Micki Cheng er ambassadører for GoCook.

Vandt for kreativitet og kokketeknik

I dommerpanelet sad begge GoCooks ambassadører Gorm Wisweh og Micki Cheng, og de er ikke i tvivl om, hvorfor det er klassen fra Landsgrav Friskole, der skulle løbe med årets vindertitel.

- Ungerne var simpelthen så seje. Deres videoer viste, at de havde godt styr på foldeteknikken på de klimavenlige forårsruller, de lavede. Og det kan ellers være en udfordring for selv erfarne kokke, siger Micki Cheng.

Gorm Wisweh tilføjer:

- Og så var de ikke bange for at eksperimentere med forskellige former for plantefars, da de skulle lave veggie-sliders. De var super kreative og fik virkelig vist, hvordan man kan tage almindelige livretter og gøre dem klimavenlige.