Klik og se annoncen

Slagelse Kommune: - Der er heldigvis stadig stor lyst i lokalområdet til at blive iværksætter. Det er budskabet fra Erhvervscentret i Slagelse.

- Men livet som iværksætter kan være ensomt, hvis man ikke har et stort netværk, og samtidig er der hele tiden mange spørgsmål, der skal tages stilling til. Derfor sætter vi i Slagelse Erhvervscenter gang i to nye tiltag her i efteråret.

Det ene er åben iværksættercafé. På tre tirsdage med start den 20. oktober, åbner vi dørene i tidsrummet kl. 16.00-18.00 for rådgivning og vejledning. Her står vi klar med advokat, revisor, finansiel rådgiver samt en iværksætterkonsulent, der svarer på dine spørgsmål om alt fra selskabsformer og kontrakter til finansiering, skat, økonomi og forretningsudvikling.

Iværksættercaféen henvender sig både til dig, der er nystartet, men også til dig, der stadig går med tankerne om at blive iværksætter, men endnu ikke helt har taget springet endnu.

Det er gratis at benytte sig af tilbuddet og der er ingen tilmelding til arrangementet, du møder bare op indenfor åbningstiden, dog senest kl. 17.45. Iværksættercaféen gentages den 24. november samt 15. december, hver gang på Posthuset, Sdr. Stationsvej 26 i Slagelse.

- Man er altid velkommen her i erhvervscentret, hvor vi tilbyder gratis vejledning, hvis du ønsker at starte virksomhed. Lige nu får vi rigtig mange henvendelser og erfaringen viser, at det meget er de samme spørgsmål kommende og nye iværksættere går og tumler med. Derfor har vi allieret os med en række lokale samarbejdspartnere om iværksættercaféen her, så endnu flere kan få afklaring på deres spørgsmål, siger Bolette Trier, erhvervskonsulent og iværksættervejleder i Slagelse Erhvervscenter.

Nyt netværk for dig, der arbejder hjemmefra

Efterårets andet tiltag er opstarten på et nyt netværk for iværksættere, der arbejder alene hjemmefra.

- Der sidder mange rundt om i kommunen, som er alene om deres iværksætteri og som mangler et netværk. Det tilbyder vi dem her, siger Bolette Trier, der er initiativtager til netværket.

Formålet er at skabe et forum, hvor man kan vende stort og småt fra sin hverdag som iværksætter og drage nytte af hinandens erfaring samt hjælpe hinanden.

Det er tanken, at netværket skal mødes en gang om måneden. Slagelse Erhvervscenter er tovholder og stiller lokaler til rådighed her i starten, men det er målet, at netværket skal kunne hvile i sig selv på sigt. Derfor er det vigtigt, at deltagerne engagerer sig.

Det er gratis og ganske uforpligtende at deltage i opstartsmødet, der finder sted tirsdag den 3. november kl. 8.30-10.30 på Posthuset i Slagelse. Tilmelding er første gang nødvendig og kan ske til Bolette Trier på tlf. 29 32 63 62/mail: bolette@slagelseerhvervscenter.dk.

Læs mere om begge tilbud på: slagelseerhvervscenter.dk