Klik og se annoncen

Af John Hansen

FORENINGSLIV. Sportschef Emil Staack og Skælskør Badminton Klub arbejder - som mange andre lokale foreninger - på at holde sammen, se lyspunkter og med de mange unge nå ind i ny, positiv fremtid

SKÆLSKØR: Der er lagt op til nyt virtuelt samvær, til hygge og ekstra fjer i den lokale badmintonklub i Solskinsbyen.

I Skælskør Badminton Klub er der jo, som alle andre steder, lukket ned for ungdomstræningen i skrivende stund.

Klubbens spillere har dog holdt kontakten ved lige i form af flere virtuelle arrangementer, hvoraf det seneste skud på stammen har været virtuelle Badmintonligakampe, hvor klubbens Badmintonligahold 'Team Skælskør - Slagelse kommune' nøje er blevet fulgt og bakket op hjemme fra stuerne af.

Omkring en ligakamp

Først i februar måned spillede Team Skælskør - Slagelse kommune topkamp mod vinderne af sidste sæsons final-4, Skovshoved.

Kampen var uden publikum, men det forhindrede ikke muligheden for samvær, hygge og god badminton.

Med ungdomstrænerne Sofie Bardenfleth-Hansen Løjborg og Casper Danielsen som værter, mødtes en række af klubbens ungdomsspillere nemlig til virtuel Badmintonligakamp via skype.

Holdkampen blev livestreamet på YouTube og via en skype-forbindelse, så ungdomsspillerne kampene sammen. Undervejs havde Casper og Sofie en række konkurrencer, hvor der bl.a. skulle gættes score, sprungne ketchere etc. Samværet var i top, og det samme var glæden over at kunne være sammen - men på afstand.

Kampen endte samtidig 5-4 til TSS, som dermed sikrede sig en plads i final-4.

Udebane

Efter en god oplevelse med virtuelt samvær og livestreaming fra Badmintonligaen, blev succesen gentaget mandag d. 8. februar, hvor TSS denne gang var på udebane mod topholdet fra Vendsyssel.

I denne sidste runde af grundspillet var begge hold sikret en slutspilsplads ved final-4. TSS var bl.a. uden den hollandske doublespecialist Selena Piek samt den sædvanlige svensk/indiske damesingle Ashwathi Pillai.

Det fik formentlig indflydelse på udfaldet af holdkampen, da begge mixdoubler, damedoublen og 2. damesingle blev tabt (samt 1. herredouble og 1. herresingle). Holdkampen endte således 6-3 til Vendsyssel, som dermed vandt grundspillet i Badmintonligaen (Team Skælskør - Slagelse kommune blev 2' er).

Trods nederlaget var stemningen i top blandt klubbens ungdomsspillere, som via SKYPE hyggede sig sammen med værterne (og ungdomstrænerne) Sofie og Casper.

Unge gode trænere...

'Det er så dejligt, at vi i Sofie og Casper har nogle unge og omstillingsparate trænere, der griber og påtager sig udfordringen som virtuelle værter for arrangementer som disse to Badmintonligakampe,' udtaler sportschef og cheftræner i Skælskør Badminton Klub, Emil Staack.

Udover værtsrollen i forbindelse med virtuelle Badmintonligakampe med samvær, hygge og fjer, så har de unge klubtrænere også bidraget med bl.a. træningsvideoer, nytårshilser og Casper Danielsen har sågar delt sin personlige træningsdagbog med klubbens spillere.

Venter med håb...

I Skælskør Badminton Klub afventes der med spænding, hvordan badmintonsporten står stillet, når der kommer nye coronaudmeldinger.

I mellemtiden forsøges det at få det bedste ud af omstændighederne - og det er mange af klubbens unge talenter faktisk ret gode til.

'Det er tydeligt at spillerne har prøvet det her før - denne gang er de langt bedre til at håndtere hjemmetræningssituationen. Ved første nedlukning arbejdede vi en hel del med, at have en proaktiv tilgang til situationen, og det at påvirke de forhold, som vi rent faktisk har indflydelse på.

Det har rigtig mange taget til sig og ved vores virtuelle møder er det glædeligt at høre, hvordan mange formår at få det bedste ud af en svær tid, samt gør sig nogle centrale og relevante refleksioner herom,' beretter Emil Staack.

Vi glæder os

Når der bliver åbnet op for indendørs sport igen, glæder man sig i Skælskør Badminton Klub til et fysisk gensyn med klubbens medlemmer.

Dertil håber man også at se nye ansigter, der måske har fået lyst til at prøve kræfter med sportsgrenen med fjer og ketcher - alle (uanset niveau) er mere end velkomne i Skælskør Badminton Klub, der med sine indbydende rammer holder til i Skælskør Badminton Center.

Alle med Emil Staack, sportschef og cheftræner for Skælskør Badminton Klub, håber at vi snart når nye normale tilstande - og gerne med nye muligheder.