Klik og se annoncen

Af Solveig Hansen

Skælskør: Ingen højtid er vel bundet så meget op på traditioner som julen. Traditioner der både har sine nationale men også lokale islæt.

I Skælskør er der Julemandens sejlende og altid sovende ankomst med turbåden Skjelskør V, hvor han bliver vækket af byen børn, der gang på gang må råbe: 'Julemand'!, inden han søvndrukken vågner, går fra borde og får delt honninghjerter ud til højre og venstre hele vejen op ad Algade til Svanetorvet, hvor byens juletræ bliver tændt ved fælles hjælp.

Men ak, Covid-19 er denne jul iblandt os, og meget må gøres anderledes.

- Juletræet og byens øvrige julebelysning bliver tændt fredag den 27. november, men det bliver uden den sædvanlige vækning af Julemanden på havnen, siger Maria Jørgensen, der er en del af bestyrelsen i Skælskør Erhvervsforening, der i stedet har måttet tænke kreativt i år.

Julefilm på Facebook

- Vi opfordrer i stedet alle til at gå ind på erhvervsforeningens Facebook-side klokken 9 lørdag den 28. november. Her vil der blive lagt en lille julefilm op med en hyggelig overraskelse til børnene, siger Maria Jørgensen, der ikke vil røbe mere end det.

Vind gavekort

Til gengæld vil hun gerne røbe, at Algade lige fra den 27. november og frem til jul kommer til at genlyde af glad julemusik, at Nytorv vil byde sig til med hyggelige juleboder, at alle kunder, der handler i byens butikker for mere end 200 kroner ad gangen får et lod i konkurrencen om et gavekort til en valgfri butik a 500 kroner, og at både juleridt i forbindelse med luciadag og bær lyset rundt bliver næsten som det plejer.

- De ti gavekort til konkurrencen, hvor man kan vinde 500 kroner, er sponsoreret af byens ejendomsmæglere, og luciadag fejrer vi allerede om fredagen den 11. december, fortæller Maria Jørgensen, der håber, at byens butikker vil være med til at få skabt den rette julestemning med smukt pyntede julevinduer.

- Der er en præmie på højkant til den butik, hvis vindue får flest stemmer givet af kunderne selv, når de alligevel er rundt for at handle julegaver i Skælskør, siger Maria Jørgensen, der er klar over, at mundbindet er noget, som følger med årets julehandel.

- Heldigvis ligger Algade jo ikke i et center, så man kan hurtigt tage mundbindet af og på, når man går til og fra butikkerne, siger Maria Jørgensen, der håber på en god jul i Skælskør trods nødvendige corona-justeringer.