Klik og se annoncen

Af John Hansen

En fredag aften, sidst i juli, så smuk, lun og dejlig.

Da blev der endelig givet grønt lys for opstigningen af et dusin store, flotte varmtluftballoner.

Det gjaldt DM 2020 i ballonflyvning, hvor piloterne prøves af i at styre afsted, finde de rette vinde i de forskellige højder - og finde de rette mål på jorden undervejs.

Fra Mørkøv og Glumsø

Med udgangspunkt Vilcon ved Sørbymagle - hvor det desværre tirsdag-torsdag blæste alt for meget til at opstigning kunne tillades - måtte man flytte fredagsstarten til Mørkøv (omkring Mørkøvhallen) en god halv time længere mod nord.

Fra Mørkøv fløj de store balloner stille og smukt over Skamstrup og Skellingsted sydvest på, udover skovene og de pragtfulde, smukke lyse kornmarker.

- Et syn for Guder! Som det lød fra én af de mange hundrede tilskuere, der efterhånden stimlede sammen i Åmosen - og i vejkanten på de små veje mellem Kongsted, Skellingsted og Mørkøv.

Alle højder afprøvet

Enkelte farlige trafiksituationer opstod faktisk på jorden, når chauffører ikke koncentrerede sig nok om biltrafikken.

Men ellers var små børn i nattøj og mange andre på plads over de cirka fem kvarter, som DM-afdelingen varede.

Der blev nogle gange fløjet lige henover kornmarkerne, enkelte gange dog helt oppe i 1.000 meters højde.

Lørdag morgen blev det hele gentaget ved Glumsø med Cirkus Balloon Club som arrangører.