Klik og se annoncen

Korsør: På lørdag d. 11. septemberkl. 10 er er der lagt op til masser af god musik i Korsør Kulturhus: det er lykkedes Rockens Rødder at få det fynske orkester Black Batmen over på denne side af broen.

- Black Batmen blev dannet i 1964 i Fåborg, og ligesom et utal af andre orkestre, som blevet dannet dengang, blev der spillet til en masse pigtrådsballer og musikkonkurrencer, beretter man fra Rockens Rødder. - Black Batmen blev fynsmester i 1967, og derefter kom de så også til Jylland og Tyskland for at spille. Dengang kørte deres forældre dem rundt, men det skal vi nok ikke forvente denne gang. Black Batmen fik også lavet nogle pladeindspilninger. Bl.a. Sweet Little Sixteen.

Black Batmen blev efter en pause på 33 år gendannet i 2002, på opfordring fra Rock med Rynker i Odense, og er stadig aktive og stadig med den samme energi som dengang. Black Batmen spiller alle de populære hits fra tiden hvor de blev dannet som orkester.

Rockens Rødder

Rockens Rødder er en klub, og alle der er fyldt 25 år, kan blive medlem. Det koster 150 kr. om året, og for sit kontingent får man forskellige medlemsfordele. Blandt andet. 25% rabat på sin entrébillet og nyhedsbreve, så man ved hvad der rører sig i klubben. Desuden vil der være lodtrækning blandt medlemmerne om sponsorgaver.

På klubbens hjemmeside www.RockensRoedder.dk kan man blive orienteret om, hvilke navne der er på plakaten. Man kan købe sine billetter og melde sig ind i musikklubben, oplyser klubben.

- Så hvorfor sige nej til, at opleve musikken og stemningen fra dengang. Kom ud og få dig en svingom og mød nye spændende bekendtskaber, som også har samme glæde for musikken fra 50'er - 60'er og 70'erne, lyder opfordringen.

Rockens Rødder

- Korsør var fra starten af tresserne en meget aktiv musikby, hvor store navne som Swinging Blue Jeans og andre kendte pigtrådsorkestre gæstede byen. Nu kan man genopleve musikken fra dengang sammen med andre danseglade musikelskere.

Musikklubben Rockens Rødder blev stiftet den 10. august 2019 med det formål, at afholde musik- og dansearrangementer med levende musik fra rockens barndom. Deraf klubbens navn.

Der afholdes tre arrangementer om foråret og tre om efteråret med livemusik fra denne spændende periode. Det kan være med nye eller bands, som også var aktive i den periode hvor man kaldte det for pigtrådsmusik. Så der vil blive disket op med en masse af tidens hits fra bl.a. Beatles, Rolling Stones, Chuck Berry, The Animals, The Kinks og mange andre.

Arrangementerne bliver afholdt i de smukke rammer i Korsør Kulturhus, Skolegade 1, som også dengang dannede rammerne om utallige koncerter med datidens store danske og udenlandske musiknavne.

Til arrangementerne vil klubbens eget husorkester Rock'n'Roots stå for opvarmningen til aftenens hovednavn.