Klik og se annoncen

Af John Hansen

Flere og flere lokale idrætsforeninger er ramt af coronaen. Mister aktiviteter og medlemmer.

Eksempelvis klubber der ikke kan gennemføre stævner og turneringer. Og ydermere er f.eks. Slagelse Svømmehal igen lukket i længere tid - ligesom Gerlev Idrætshøjskole en periode må køre en meget lukket politik.

Indskænkninger koster...

Heldigvis er der dog fortsat pæn gang i vandpoloen i Slagelse-Korsør.

Også selvom der er visse vanskeligheder - ikke mindst med lukningen af Slagelse Svømmehal og derfor kræver kørsel til andre byer. En hal-reperation, der ærgerligt nok tager endnu længere tid end forventet...

Men der er stadig brug for nye initiativer og tiltag.

Campen på vej

Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje kan SVØM Slagelse Korsør eksempelvis nu sætte gang i en vandpolo-camp for klubbens medlemmer.

Fra de helt små til de ældste.

SVØM Slagelse Korsør har således fået 27.500 kr. i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje. Med bevillingen kan SVØM Slagelse Korsørs vandpoloafdeling se frem til at komme i gang med efterårets vandpolo-camp, som skal afholdes i Dragsholm i uge 42.

Mere træning vigtig

Cheftræner Ole Løgsted ser især frem til at SVØM Slagelse Korsørs vandpoloafdeling nu kan:

- Få masser af træningstid, så vi er klar til de kommende Danmarksmesterskaber.

Det betyder meget at kunne træne sammen flere dage, især set i lyset af, at det meste af foråret gik med Corona, og vi ikke kunne komme i vandet. Derudover styrker det holdånden og vandpolo er en holdsport, som kræver at det sociale fungerer godt.

Fokus på sporten

I SVØM Slagelse Korsør glæder næstformand Katarina Bjerre Vestbjerg og polomedlemmerne sig over at kunne komme i gang med efterårets vandpolo-camp.

- Vi håber, at denne camp kan sætte fokus på vandpolo, som er en fantastisk sport og måske lokke flere medlemmer til.

Især fællesskabet betyder meget i en lille sportsgren, og vi har et fantastisk sammenhold i SSK Waterpolo både på tværs af hold, men også i forældregruppen.

Støtter foreningsidrætten

SVØM Slagelse Korsør har modtaget bevillingen på 27.500 kr. fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger.

DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer.

Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte 'Spillehalsmidler', som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.