Klik og se annoncen

Af John Hansen

UNGDOMSCAMP: Hvilken herlig uge for mere end 60 unge tennisglade.

Varme, sjov og masser af hyggeligt tennissamvær i de gode tennis-faciliteter, som Slagelse Tennis Klub råder over.

De mange børn i den såkaldte Volkswagen tenniscamp for børn og unge i alderen 6-15 år kom fra flere byer - flest naturligt nok fra Slagelse og nærmeste omegn.

Fra alle byer

Men også fra Korsør, Skælskør, Sorø, Sørbymagle, Høng og andre steder i kommunen - og nabokommunerne - kom de og deltog med entusiasme i hele fire dage.

Også starten mandag blev begunstiget med det flotteste sommervejr til de 61 glade børn og 12 instruktører.

Henrik T tog ledelsen

Campen varer fra mandag til torsdag og blev ledet med sikker hånd og stor erfaring af Henrik Thomsen, der er formand for ungdomsudvalget.

Camp'en blev afsluttet på festlig vis om torsdagen, hvor forældre og søskende til tennisbørnene var inviteret til at overvære sidste del af træningsprogrammet.

Da kunne alle også selv prøve at deltage i tennisspillet og få serveret en grillpølse med saftevand.

I det hele taget var 'saftevand' et nøgleord i den solrige, hede uge. Snesevis af liter saftevand blev drukket fra første dag...

Lizzie gav vand

Allerede på førstedagen var det såmænd så varmt (ellers blot 22-23 grader), at da Lizzie vandede banerne og gav dem en skylle om eftermiddagen, så blev hun og vandslangen også særdeles efterspurgt af ungerne.

Mindst en halv snes nød at blive delvist oversprøjtet af STK-lederen med vandsprøjten...

Nicolais program

Nicolai Jørgensen, klubbens juniortræner, stod for at lægge program for træningen og aktiviteterne og havde udpeget de mange instruktører.

Selv debuterede han i tennisregie som deltager i sommercampen for 10 år siden.

Han var faktisk selv deltager i 7 år, og de seneste 3 år som cheftræner.

Mange andre af instruktørerne har deltaget i campen i en række år både som deltagere og instruktører.

Første gang...

Mange tennisentusiaster får deres første berøring med sporten på en camp som denne, hvor tennis, leg, hygge og gode venskaber får dagene til at ile afsted.

Det vil mange givetvis kunne bekræfte.

Mange nye medlemmer

Tennisklubben har jo, som vi tidligere har fortalt, haft lidt af succesperiode - med op imod hundrede nye medlemmer de seneste to-tre år.

Ikke mindst nye unge er kommet til, som Uge Nyt også tidligere har fortalt.

Faktisk har coronaen hjulpet til med - ganske tiltrængt - at få hævet medlemstallet og indtægterne.

Voksne begyndere

I campugen påbegyndte STK-tennisklubben endvidere nye hold til voksenintroduktion, som er et 2 måneders tilbud til voksne begyndere eller let øvede.

Der har været rigtig god søgning på tilsvarende hold i foråret, og klubben ser frem til at byde velkommen til flere nye deltagere her i sensommeren.

Træningsdagene er mandage og fredage i august og september.

Sidenhen fortsættes med mulighed for træning indendørs fra 1/10 i klubbens store hal med fire dejlige indendørs-baner, oplyser STK-formand Axel Toft til os.