Klik og se annoncen

Af John Hansen

Fodboldspillerne får ikke nogen lang sommerferie i år.

Som man også kan se i vores store idrætsoversigt med datoer og terminer, så bliver ganske meget presset noget sammen i den nye sæson.

Slagelse B&I skal i 2. division åbne i weekenden 29.-30. august.

Allerede i sving

Og her mandag aften gik SBI-holdet allerede i gang med første træning og de første forberedelser til en ny og givetvis krævende, udfordrende og svær sæson 2020-2021.

Konkurrencen bliver hård - ikke mindst fra de tre nedrykkede Nykøbing Falster, Roskilde og det sammenløbne Næstved, der endda gik helt fra hinanden i de sidste måneder.

Og selvom mere end ti Næstvedspillere synes forduftet mod alle verdenshjørner, så siger erfaringen jo, at De Grønne fra Susåen altid vil kunne stille et hold, der vil (og kan) slå Slagelse...

Frede tilbage fra Frem

Slagelse Boldklub & Idrætsforening kæmper selv (med både økonomi og spillermuligheder) for at kunne stille et mere slagkraftigt hold end man var i stand til sidste efterår.

Da kneb det ikke mindst med at score mål og få noget fremadrettet spil til at glide.

Frederik Christensen gik en tur til Frem i Valby - også for at blive modnet - og det kneb gevaldigt for Christoffer Thrane med at holde scoringsrytmen.

Nu er Frederik Christensen imidlertid tilbage på kontrakt i barndomsklubben SBI, hvor hans far, Chrisser, jo gælder som legende og rekordmand.

Samtidig flyver Thrane sandsynligvis ned til Næstved, hvor han vil søge ny lykke.

Næstved VIL op nu

Selvom Næstveds multi-kulti-butik nu er blevet nedgjort og sat på udsalg, så har NB-ledere straks gjort det klart, at man hurtigst muligt vil tilbage i 1. division igen.

Her ligger Næstveds fodboldforståelse og tradition.

Og selvom det store navn Kristoffer Munksgaard også fik nok og drog til Fremad Amager (KM var ham FC Vestsjælland i sin tid forsømte at indlemme), så råder klubben ved Susåen dog stadig over flere gode spillere

Ikke blot Thrane, de nu nok får fra Slagelse.

Unge grønne talenter

Nej, De Grønne har eksempelvis de lovende talenter Mathias Kisum og Oliver Haurits.

Netop Oliver så vi vel (på tv fra Fredericia) score årets mål i 1. division overhovedet, da han overrumplende bankede bolden i kassen med et spektakulært og hidtil uset hælspark i direkte fremløb.

En sand klassekasse. Ellers er Næstved ikke så sikker på flere navne, hvoraf hovedparten jo er udlændinge.

TV 2 Øst satte forleden ekstra fokus på primært nedrykkerne Næstved og Nykøbing F.

Hos Næstved udtalte man respekt for de andre sjællandske modstandere i den kommende 2. division - dog blev intet nævnt om Slagelse.

Flere nye navne

Glædeligt er det dog for Frederik Christensen og SBI i det hele taget, at Slagelse kan holde fast i Martin Jensen, som man fik fra HB Køge i vinter.

Martin er jo en gudsbenådet boldspiller - viste glimt af ren Superligaklasse her i foråret, hvor han dog kun var i løbeform til at kunne holde en enkelt halvleg ad gangen.

Sammenspillet mellem Martin og Frederik C plus helt unge Mikkel P. tegner særdeles spændende - og afgørende for holdet.

Slagelse har fodboldrammer

Desuden kunne SBI denne mandag også præsentere andre nye, interessante navne, der bør gøre det attraktivt og sjovt fortsat at komme på Harboe Arena, Slagelse stadion.

Bozga (36 år) kommer ikke, men der skal måske en ny rutineret keeper (sammen med Mads K.) og et par nye offensive folk til - sammen med disse tre:

Mike Mortensen, Christian Overby og Rasmus Tangvig.

Her har SBI-ledelsen virkelig gjort sig umage - og de nye har også internt af en Martin Jensen fået fortalt, at SLAGELSE virkelig har faciliteter, menneskelige og sportslige kvaliteter, man kan regne med.

'Bare se disse kvaliteter her i Slagelse. Og styrke-træningscentret i forhold til f.eks. Køge,' som Overby sagde til VDonline.

Fem stærke skal løfte!

Christian Overby, 34-årig jyde, kan spille flere pladser på banen. Kommer lige fra HB Køge, har ialt mere end 200 1. divisionskampe med sig - dertil Superligaerfaring fra Viborg.

Rasmus Tangvig er en hurtig, aggressiv 29-årig kantspiller fra tidligere AB, nu rykket op med Roskilde KFUM. En målscorer, det er Rasmus også.

Mike Mortensen, 31-årig anfører fra tidligere Fremad Amager (og senest Hvidovre) er en høj, kontant forstopper - og rigtig ledertype. Mike har mindst 150 kampes 1. divisionserfaring, og han vil fortsat noget stort med sin fodbold.

Sammen med Martin Jensen (nu 33 år) ønsker de tre plus tilbagevendte 25-årige Frederik Christensen at bidrage til, at Slagelse får udnyttet sit potentiale i den kommende sæson.

SBI har lavet et-årige aftaler med dem alle. Læs mere i Uge Nyt - og senere på VDonline...