Klik og se annoncen

Slagelse: Store oplevelser er ikke nødvendigvis noget, man behøver at rejse verden rundt for at få del i. Nogle gange overser vi de oplevelser, som ligger lige for, og indenfor landets grænser. Det har fået tre naturelskere, blandt andet den lokale yogalærer Karen Loy Aronson, til at sammensætte unikke retreats, hvor deltagerne får mulighed for at sanse naturen og mærke tiden gå i stå. Programmet står blandt andet på ørneflyvning, yoga mens solen står op og mad med urter fra naturen.

- Naturen har så meget at byde os af oplevelser, fastslår Karen Loy Aronson, Slagelse, som sammen med falkoner Louise Vedel fra Falkecenter Samsø forleden besøgte Høng Efterskoles linjefag Psykologi og Livsstil.

Her fik eleverne mulighed for at prøve kræfterne af på en redigeret udgave af Rewild Yourself-konceptet. Målet var at genfinde deltagernes naturlige instinkt og forhold til naturen.

Oplevelsen af stilhed

Det blev en enestående rejse for nogle af eleverne og deres lærere, som satte stor pris på oplevelserne. Det fortæller Jannie, lærer ved Høng Efterskole, om:

- Ved elevernes evaluering af turen blev især en dags stilhed på Reersø, uden snak og mobiltelefoner, fremhævet som noget, mange gerne vil gøre igen og gerne over et længere tidsforløb. På turen var Karen guide på en gåtur i den smukke natur, der var frokost med fokus på at nyde og sanse, og der blev badet i havet og dyrket yoga på stranden, alt sammen i stilhed. Det var helt nyt for alle at prøve den ro, det giver at være foruden konstante input. Besøget fra Falkecenter Samsø var en oplevelse, som hverken elever eller personale vil glemme lige foreløbig. Der blev overskredet grænser, fældet tårer af glæde og overvældelse, og der blev smilet stolt, når uglen Siri, høgen Houdini, falken Lucky eller ørnen Paco viste tillid og lyst til at samarbejde.

For Høng Efterskoles elever og lærere var det tre dage, som gav nye værktøjer til ro og fordybelse

Mærk vingesuset

Louise Vedel fra falkecentret og Karen Loy Aronson tilbyder som nævnt unikke retreats, og opholdene henvender sig både til virksomheder og private.

- Du vil mærke vingesuset fra fuglene, når de lander på din arm. Du skal smage og dufte årstidens mad. Dyrke yoga i naturen, mens solen står op. Afslut dagen med lyset fra bålens flammer. I naturen findes alt hvad vi har brug for og mere.

Se evt. mere på www.rewildyourself.dk eller www.falkecenter-samso.com/