Klik og se annoncen

Af John Hansen

De unge i udsatte boligområder trænger til en udstrakt hånd. Ikke udskamning og straf!

Det slog de radikale politikere - Morten Østergaard og lokale Troels Brandt - fast, da de mødte frem på Motalavej i Korsør.

Midt imellem besøg fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne (tre ministre torsdag aften med retorisk skarpe Mette F i spidsen.

Radikale skaber håb...

'Vi vil skabe håb for den næste generation unge, lige muligheder og mere tryghed for boligområderne på ghettolisten,' fremfører De Radikale med sikker hånd - og ikke ganske overraskende.

'Jo, der skal da gøres noget på Motalavej. Men to familier og fem-ti boliger skal da ikke fortsætte en strid fra et andet sted og en anden tid,' formulerer TRoels Brandt da også til VDonline.

Om fremtidsmulighederne generelt tilføjer de radikale:

- Hvilken fremtid vælger vi: Skal vi falde tilbage eller forandre? Radikale Venstre er ikke i tvivl: vi vil forandre.

Vi vil finde løsninger, der sikrer tryghed og muligheder på den lange bane:

- Vi har en vision om, at alle unge mellem 16 og 18 år, som bor i boligområder på ghettolisten skal i uddannelse eller arbejde.

Det giver flere lige muligheder. Og vores fælles tryghed øges, når flere har noget at leve af og noget at leve for!

Tryghed ja

De radikale: - Vores håndtering af corona-krisen har vist os, at vi kan nå store mål, hvis vi som samfund sætter os for at finde rigtige løsninger på virkelige problemer.

Selvfølgelig kan vi gøre mere for unge i udsatte boligområder til gavn for alle. Når vi lever trygt sammen, lever vi godt.

Mål: 100 procent unge i udsatte boligområder på ghettolisten skal i job eller uddannelse.

I Danmark har vi i en årrække haft en målsætning om, at 95 procent af danske unge skal have en ungdomsuddannelse. Det er et godt mål, som har været løftestang for en styrket indsats bredt set. Men unge i de udsatte boligområder skiller sig ud i statistikken.

Blandt dem er næsten 10 procent hverken i uddannelse eller job. Sammenligner vi med samme gruppe i resten befolkningen (ikke-almene beboere) er tallet 4,6 procent.

Ikke straf og sanktion

Tilsvarende siger reglerne i dag, at alle 15-17-årige har pligt til at være i gang med uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, der har retning mod uddannelse. Desværre kan vi konstatere at alt for mange unge fra de udsatte boligområder aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse eller når at droppe ud inden afslutning.

Men straf og sanktion virker ikke. Og problemet består. Det viser tallene ovenfor. Og det giver ikke mening, at unges bopæl afskærer dem fra at blive en del af samfundet allerede inden de er kommet i gang med voksenlivet. Vi vil have alle unge med i de fællesskaber, der giver muligheder for at leve det liv, man selv finder meningsfuldt.

Vi giver håndslag på...

Derfor udsteder vi ikke en ny pligt i et papir eller opfinder en ny sanktion. Nej, vi giver hinanden håndslag på at løse problemet i virkeligheden - sammen med de unge, det handler om, og sammen med de kræfter, som lokalt vil være med til at gøre en forskel. Det giver mening.

Vores målsætning er enkel: 100 procent af unge i alderen 16-18 år, som bor i et af de 28 boligområder, der er på ghettolisten , skal være i gang med uddannelse, job eller have et fritidsjob/lommepengejob/frivilligt arbejde. Målet vil vi have nået i 2023.

Og vi aflægger et løfte om i Radikale Venstre at gøre alt, hvad vi kan for, at nå målet.

Her nogle radikale forslag:

1. Skræddersyet straksindsats over for fravær og frafald.

Mange unge snubler, når fraværstallet begynder at stige eller uddannelsesparathedsvurderingen erklærer dem uegnede til gymnasiet. Hvis først de unge falder fra, kan det være svært at få dem tilbage i fællesskabet. Derfor skal vi blive langt bedre til at gribe de unge, før de får svært ved at rejse sig igen.

Mange udsatte børn og unge forsømmer skolen - og det er ofte svært for dem at indhente sidenhen. Det gælder også og især for børn og unge i de udsatte boligområder.

En rapport fra VIVE viser, at børn i udsatte boligområder har mere fravær end jævnaldrende i hele befolkningen. Faktisk har ca. 1/3 af de unge i 9. klasse, som bor i et udsat boligområde, mere end 10 procents fravær.

Hvis vi skal have de unge med stort fravær ind på et positivt spor og ind i fællesskabet igen, kræver det en håndholdt indsats med voksne, der har tid til at være nærværende og skabe tillidsfulde relationer. Voksne der ser de unge og kan skabe struktur i hverdagen

Derfor vil vi afsætte 15 mio. kr. til en håndholdt og positiv straksindsats over for fravær og frafald i udskolingen og på ungdomsuddannelser. Eksempelvis ved at etablere samarbejder med helhedsplaner med boligsocialt indhold, gadeplansindsatser, klubber eller andre lokalbaserede og opsøgende indsatser for at bygge bro mellem det kommunale system og de lokale aktørers evner til at skabe gode og tillidsbaserede relationer til de unge, deres netværk og familier.

De rigtige løsninger kommer ikke ved at straffe og udskamme unge for at bo et bestemt sted i landet eller have en bestemt baggrund. De kommer ved voksne, der ser dem og møder dem med nærvær og høje forventninger.

2. Fritidsjobsgaranti for de 13-16 årige i udsatte boligområder.

De helt konkrete løsningsmodeller udvikles og gennemføres af Radikale Venstres kommunalpolitikere i de relevante kommuner,' påpeges det fra Troels Brandt og det radikale parti.