Klik og se annoncen

Af John Hansen

KOMMUNEN: Det er jo helt vanvittigt, at vi sportsglade folk nu nærmest skal gå og ryste ekstra meget i disse dage.

Kan Danmark (og København) nu alligevel ikke arrangere både Tour de France-start og fire EM-kampe i fodbold (de tre første med Danmark)?

Arrangementerne ligger jo spredt ud over juni-juli 2021 - med sidste fodboldkamp 28. juni og TdF-starten 2. juli...

Selvfølgelig var det uheldigt og ulykkeligt, at den slemme coronakrise skulle udskyde EM i fodbold et år - og Danmarks værtsskab for fire kampe det samme.

Men at sponsoraftaler og andre gniderier skulle kunne spolere det hele, ja det ville da være utroligt! Afgørelse ventes senest 8. maj.

Puk: Vi afventer

Her i Slagelse Kommune, der jo bidrager med 30 kilometer landevej og Storebæltsbro til 2. etape den 2. juli 2021, tror man fortsat at værtsskabet for Tour de France 2021 naturligvis fastholdes.

'Men det er naturligvis ude af vore hænder, selve beslutningen omkring de to store arrangementer. Vi kan kun afvente - og planlægge videre,' siger Slagelses Tour-strateg Puk Kirkeskov Hvistendal til VDonline og Uge Nyt.

Puk og det øvrige 'Slagelsehold' håber naturligvis alt går igennem.

Afløser for Abildgaard

I øvrigt er Puk netop i denne uge forfremmet til leder (konstitueret) for Idræt, Fritid og Faciliteter i kommunen. Idet Christian Abildgaard stopper sit virke her.

Christian Abildgaard skal nemlig fra 1. juni stå i spidsen for Ringsted Sport Center.

Abildgaard har været i Slagelse Kommune de seneste seks år som tværgående leder på idræts-, fritids- og facilitetsområder.

Slagelse Kommune 'takker Christian for hans store arbejde i Kultur og Fritid, og ønsker ham held og lykke fremover.'

Fortsat håb...

Mens, som nævnt, chefkonsulent Puk Kirkeskov Hvistendal, som også bl.a. er projektleder for Trelleborg-projektet, konstitueres i stillingen som leder af Idræt, Fritid og faciliteter for at sikre fremdriften og kontinuiteten med de mange igangværende drifts- og anlægsopgaver.

Og her ligger forhåbentlig også fortsat det store og spændende Tour de France-arrangement.

Som ikke må skride i svinget. Hvilken skandale ville det ikke være - fy-da-føj da...