Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Halsskov: Tirsdag og torsdag står Korsør Cable Park i Halsskov Færgehavn bag et særligt sommertilbud til de 12-17-årige, som her kan høre musik, hygge og wakeboarde, og det er blevet taget rigtig godt imod.

- Nu har vi kørt i to uger, og der har været mange forbi, fortæller Tine Russotti, kasserer i Korsør Cable Park.

Hun fortæller også at de unge ikke kun kommer tirsdag og torsdag.

- De kommer også, når vi har åbent i løbet af ugen lørdag, søndag og onsdag. Så vi ser nogle børn, som opdager den her sport, og bliver aktive.

I løbet af de to første uger har mere end 30 deltaget i aktiviteterne.

- Nu håber vi de hiver flere med, smiler Tine Russotti.

- Endnu en fordel er at Mina Group har fået støtte til en grilltrailer, og drenge fra Motalavej kommer og laver mad til os hver torsdag. Det skaber en rigtig fed stemning.

Til hver uge er et tema med tre ord i spil. Den første torsdag var det Bob Marley, board og burger. I morgen torsdag d. 30. juli kl. 16-20, som i øvrigt er sidste chance for at gøre brug af specialtilbudet, er temaet ollies (øvelse på wakeboard), Outlandish og outstanding burgers.

Tilbudet er som nævnt rettet mod de 12-17-årige, og for at deltage skal man huske at forældre eller værge skal underskrive en samtykkeerklæring, som man får i klubben.

Ud over målgruppen for det populære sommertilbud er alle er velkomne til at lægge vejen forbi og opleve stemningen, oplyser Tine Russotti.

Specialtilbudet i Korsør Cable Park er en sommeraktivitet støttet af Slagelse Kommune.