Klik og se annoncen

Af John Hansen

Allerede i dagene op til denne nytårsaften 2019-20 i Danmark, havde vi i Danmark oplevet et uhyrligt og voldsomt antal fyrværkeri-angreb og episoder rundt omkring i landet.

Ikke overraskende var det Nørrebro og Gellerupparken i Aarhus, der førte an.

Adskillige gange i dagene mellem jul og nytår fik unge knægte og såkaldte mænd - gerne i anonymiserende grupper og med nogle endda helt nede under teenagealderen - med bomberør, kanonslag og andet fyrværkeri gjort livet surt for deres omgivelser. Inklusive lokalt politi og brandvæsen.

Held ingen blev dræbt

Undertiden var der tale om særdeles farlige beskydninger. Også arbejdende tv-folk havde nær fået skudt ører og lemmer af...og måtte flygte fra Den røde plads og andre steder.

'Et held at ingen blev dræbt eller lemlæstet,' påpegede Politiet i hovedstaden.

Uvæsenet bredte sig hurtigt til Odense, Greve, Frederikssund etc. - og bestemt også til Holbæk.

Ladegårdsparken i tv-fokus

I Holbæk var Ladegårdsparken det centrale sted - og stort set alle steder fik Politiet stort set slet ikke fat i de unge, som bare smuttede og gemte sig.

Andre beboere - ikke mindst folk med børn, der ikke kunne sove og gerne ville flytte - blev sure og triste i Ladegårdsparken, hvor man flere aftener i træk (til kl. 01-02 om natten) oplevede uro og ballade.

Unge Christina: STOP!

Det fik Holbæks unge borgmester Christina Krzyrosiak. Hansen, Soc., til via TV 2, at udmelde et hurtigt og særdeles klart vredesudbrud - så vredt et udbrud som ingen borgmester i f.eks. Slagelse gennem årtiers tilsvarende bøvl har kunnet få sig selv til at udmelde.

'Jeg er bare enormt vred og frustreret, det hører ingen steder hjemme. Og det skal bare stoppe her og nu. Ellers risikerer de at blive smidt ud,' påpegede en tydeligt harmfuld Christina K. Hansen.

'Hvor er forældrene?' Spurgte hun også. 'Vi tager fat i dem og de unge,' noterede hun - mens hun samlede alt omkring sig til effektfuld handling.

Og tilsyneladende virkede det. Ihvertfald på den korte bane, så vidt vi ved var der langt mere ro dagen - og nætterne efterfølgende.

Borgmesteren indgød åbenbart respekt - også selvom visse lokale beboere klagede over, at 'det her desværre er 30 år for sent.'

Igen Nytår i Slagelse...

Omkring selve Nytårsaften og Nytårsdag (læs i øvrigt også borgmester John Dyrbys udmelding) formåede Slagelse og Korsør heller ikke denne gang at holde sig helt ude af tv-billeder og radiomeldinger om uro, chikane og vanvittige aktioner fra flere unges side.

Trods diverse kommunale indsatser og mandsopdækninger, politi, pædagoger, fædre og andre på gaden, kunne man ikke forhindre, at en del unge - bestemt ikke alle - men nogle grupper især i områderne Motalavej i Korsør samt Nordbyen og Østbyen (Byskovparken) i Slagelse, udøvede ballade og grov, farlig chikane. Igen-igen.

Midt i positiv-kampagne?

Også selvom de kloge godt ved, at man risikerer, at blive smidt ud med familie og det hele - ligesom man fastholder det dårlige ry, der måtte være bygget op gennem årene.

Ovenikøbet skete de nye episoder (Ladegårdsparken Holbæk og de udsatte områder i Korsør og Slagelse m.fl.) præcis samtidig med en positiv kampagne i TV 2 Øst for at der er så hyggeligt og det går så godt i de ofte udhængte områder.

Udrykninger og stort postyr

TV 2 Øst og DR kunne fra Nytårsaften bl.a. berette, at Slagelse Brandvæsen måtte rykke ud til ca. 20 brande, heriblandt tre påsatte bilbrande (bl.a. ved stationen).

Fem gange måtte brandvæsenet aflyse udrykninger p.g.a. uroligheder, ligesom man var blevet beskudt af bomberør og fyrværkeri tre gange (2 gange Søndermarksvej og én gang Jacob Dampesvej i Nordbyen, Slagelse.).

I Korsør meldte tv om en bil brændt af på Fasanstien - plus fyrværkeri affyret mod flere politibiler.

Men boligformand Ahlgren hører ikke til dem, der vil have fyrværkeri forbudt. Derimod vil han have det mindretal, der overtræder alle regler, indfanget, stoppet og dømt.

Beredskabschef Michael Djervad fra Brand og Redning i Slagelse sagde ligeledes i TV Øst: 'Det er farligt. Og det er fuldstændigt tåbeligt, det vi her kommer ud for...'

Boligformand advarer igen

Formanden for Bolig Korsør Ebbe Ahlgren udtalte også, at det grove er helt uden mening - og at man fører nul-tolerance-politik, og at unge (med familier) risikerer at blive smidt helt ud...

Ebbe Ahlgren, der i øvrigt er tidl. politimand og også byrådspolitiker, er så sent som i 2019 selv blevet fysisk angrebet af unge utilpassede ved Motalavej. Den slags hændelser som nu næsten alle politikere kalder 'angreb på demokratiet'.

Positive Motalavej-vinkler...

Apropos positiv-kampagne, så har flere beboere (ikke mindst piger og kvinder) i de udsatte områder, via tv ønsket at komme ud med nogle anderledes 'budskaber', som man nu også har kunnet følge, nærmest parallelt med urolighederne.

Fra Motalavejkvarteret mødte vi således på tv-øst et par friske, unge boksepiger, der var trænere i Korsør Amatør Bokse Klub. Maria og Sarah træner andre unge piger og udtalte sig positivt om aktiviteterne.

Ligesom der var indslag med lokale Mohamed El-Ali, der er frivillige lektiehjælper for en hf-studerende.

El-Ali så positivt fremad - og vurderede at man her ser 'skridt på vejen til at komme ud af ghettolisten' - den som Motalavej og Nordbyen (og dermed resten af kommunen) jo snart har hængt på i mange år.