Klik og se annoncen

Af John Hansen

IDRÆT: Weekenden bød på flere gode lokale idrætsresultater.

Eksempelvis fik Korsør Amatør Bokse Klub en ægte senior Danmarksmester.

DM-titlen blev vundet af Emil Kot i letsværvægt - efter en særdeles hård finalefight.

Det er anden gang, at Kot bliver dansk seniormester - det skete dennegang i nørrejyske Nørresundby.

DM-guld til Ak Atlas

Den slagelseanske vægtløfter- og atletklub AK Atlas høstede på hjemmebane flere DM-titler og guldmedaljer.

Således blev det til et hold-DM til klubbens stærke kvinder, ligesom Sandra Jensen også tog titlen i træk i 55 kilo-klassen.

Også andre kendte navne som OL-kandidaterne Louise Vennekilde og Katrine Bruhn vandt mesterskaber, dertil også nye Veronika Storm, der er kommet til Atlas fra konkurrencesvømningen.

Alt ialt kunne Atlas-lederen Frank Petersen glæde sig over mindst tyve flotte DM-resultater - samt et vellykket værtsskab også leveret af Slagelseklubben.

Vigtig volleysejr til herrer

På volleyfronten sikrede VKV's herrehold i ligaen sig en vigtig udebanesejr fredag den 13.

Middelfart VK - VK Vestsjælland, 2-3 (20-25, 22-25, 25-17, 25-14, 15-17), sådan lød facts fra Lillebæltsbroen.

Både 1. og 2. sæt gav sejre til VK Vestsjælland, hvor de mod slutningen af begge sæt trak trak fra. På papiret stærke Middelfart lavede mange fejl og var selv med til at give VK Vestsjælland overraskende let spil i begyndelsen af kampen. Men så skal vi love for, at Middelfart vågnede op og lagde et massivt pres i 3. og 4. sæt, som de vandt meget sikkert.

Femte og afgørende

Da det i femte sæt blev 14-12 til VK Vestsjælland, da var de fleste klar til at kåre udeholdet som vindere. Men så tog Middelfart 3 points i træk, og pludselig havde de matchbold ved 15-14.

Men så steppede VK Vestsjællands landsholdsspiller Kalle Madsen op i crunch time og vandt de to næste points til, og så var det den 3. matchbold til sjællænderne ved 16-15. En lang duel endte med at give VK Vestsjælland sejren på en angrebsfejl af Middelfart og så brød der jubelscener ud, som i den grad vidnede om kampens betydning.

Kampens topscorer for VK Vestsjælland blev Jordan Darlington med 15 points.

VKV-cheftræner Rolf Meegdes: - Dejlig sejr som vi måske ikke lige havde regnet med på en svær udebane. Men drengene gør det godt i forsvaret, hvor vi har fint styr på deres hovedangribere..