Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

FORENINGSLIV. Trods triste coronatider og et nedlukket foreningsliv - dog stopper det ikke drømmene og ideerne...

SKÆLSKØR: Der sker fortsat spændende nyskabelser med udspring i Skælskør.

Og netop drømme og ideer finder stadig vej i denne ellers så trængte tid, hvor man mest sidder ned og ikke må samles mere end i øjeblikket fem ad gangen.

- Og netop denne situation resulterede i, fortæller Amalie Boesgaard Kristensen, at der den 1. februar var stiftende generalforsamling, og en ny forening så dagens lys.

Energi og motion

Den hedder Jump, Dance & Fitness Vestsjælland.

En forening, som her til start byder på jumping fitness, bokwa og styrke/fitness. Alt det, der giver god energi og motion på samme tid.

Det gælder om at være sammen, have det sjovt og gøre noget godt for sig selv.

Med fem medlemmer samlet og de andre på zoom stiftedes foreningen og bestyrelsen valgtes og konstituerede sig. Den ser således ud: Formand Anja Lindegård, kasserer Jane Greibe. Sekretær blev Anja Jørgensen, og menige medlemmer er Amalie Kristensen og Susanne Press.

Der valgtes yderligere tre suppleanter: Jørgen Møller, Mette Gøth og Lene Helmark.

Pigesnak og realiteter

I en god pigesnak voksede drømmene, og alle blev enige om, at dette skulle prøves af.

Anja Lindegård, Jane Greibe og Mette Gøth starter som instruktører i foreningen, men målet er, at der kommer flere til.

Den nystiftede forening ønsker at lave hold for børn, unge og de ældre. Danne hold, hvor alle har det sjovt. Danne hold, hvor alle føler sig velkommen, og hvor der er plads til at gøre det så godt, man kan.

De store drømme er at få bredt foreningen ud til hele Vestsjælland, men til start er fokus på Skælskør, men med mulighed for pop-up-events i Korsør og Vemmelev.

Jagt på støtte...

Lige nu går jagten ind på at søge donationer fra fonde og finde lokale sponsorer til indkøb af trampoliner og diverse udstyr.

Men dette er den nye forening fortrøstningsfuld over for med den opbakning, der opleves lokalt i Skælskør.

Jump, Dance & Fitness Vestsjælland glæder sig til at komme i gang, når foreningslivet åbner op igen at deltage i alle de lokale events i byen med pop up workshops og hvad der ellers kommer af gode ideer.

- En ting er sikkert: Det skal være sjovt, og man skal komme med smil og gå hjem med smil, fortæller Amalie Kristensen.

- Er du nysgerrig, eller vil du være med, så kig også ind på foreningens hjemmeside.