Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Slagelse: - Vi havde ikke plads nok. Vi var simpelthen vokset ud af de gamle lokaler. Sådan siger Thomas Eilersen, ejer af herretøjsbutikken DissinG i VestsjællandsCentret i Slagelse, som mandag åbnede i helt ny udgave lige over for KokAmok i centret. I lidt rå New Yorker-stil med traller og sorte profiler, og en indretning, hvor der virkelig er lagt op til forkælelse af kunderne. Blandt andet med et hyggeligt sofahjørne, hvor familien kan slå sig ned mens far prøver tøj, og en bar med både kaffemaskine og vinkøleskab.

De to forholdsvis små prøverum i den gamle butik er her blevet afløst af fire store, lyse prøverum.

Nye mærker

- Vi har også fået lidt nye mærker, blandt andet Gant, CleanCut og Knowledge Cotton, som er et gennemført bæredygtigt mærke, fortæller Thomas Eilersen.

Den bæredygtige produktion er i det hele taget vægtet højt i forretningen, blandet andet via DissinGs største mærke, Tommy Hilfiger, hvor de bæredygtige løsninger starter helt ude ved landmændende, som producerer den bomuld, der bruges i produktionen.

I de nye rammer har DissinG også forhandling af gaveæsker med udvalgte gin fra lokale By Simon. Med præcis den rigtige tonic til hver enkelt gin og lækkert tilbehør, f. eks. dehydreret frugt.

- Jeg vil også gerne finde forskellige dufte og cremer, så det virkelig bliver en oplevelse at komme ind i butikken, fastslår Tomas Eilersen.

- Vi prøver virkelig at toppe oplevelsen og forkæle og kræse endnu mere for kunderne.

- Det er meget anderledes end den gamle butik. Men nu har den også ligget deroppe i 22 år - nu tager vi 22 år mere her, smiler Thomas, som de seneste otte år har været ejer af forretningen.

Erhvervsafdeling med egen parkering

Undervejs er erhvervsbeklædning blevet en vigtig del af forretningen.

- Ved flytningen var det vigtigt at finde en placering, hvor jeg kunne samle tingene, og så bød muligheden sig hernede, konstaterer Thomas, som i kælderen under forretningen har fået plads til et stort showroom til arbejds- og profiltøj.

- Leverandørerne sætter en række shops op, så det bliver pænt præsenteret. Afdelingen får også plads til både tryk-maskine, bar og mulighed for præsentation af tilbud til kunderne.

- Det allerbedste er at man køre direkte til døren, smiler Thomas Eilersen med et blik på indgangen, som fører direkte ud til varegården bag Kvickly.

- Vi får egen p-plads herude. Derfra er der kun tre skridt, så står man inde i vores showroom.

Der er samtidig lagt op til god synergi mellem både detail- og erhvervsafdelingen via en ny trappe, som efter efterårsferien etableres i det lokale, der tidligere har dannet ramme om BR legetøj. Dermed får man direkte adgang til kælderen fra lokalet i stueetagen.

Den ny DissinG åbnede som nævnt mandag,

Rasmus Jessen er fortsat butikschef og manden i spidsen for alt indkøb og den daglige drift.

Ny medarbejder i virksomheden er Frantz K. Larsen.

- Han samler alt det op, som jeg ikke når. Det er ikke så lidt, smiler Thomas Eilersen.

Erhvervsafdelingen er endnu ikke helt på plads, men forventes at stå færdig om en måned til halvanden.

Lige nu er der ikke nogen egentlig åbningsfest på plakaten, og Thomas Eilersen lægger ikke skjul på at han gerne havde markeret åbningen på lidt mere festlig vis.

- Jeg ville rigtig gerne have holdt en reception, men det er corona der bestemmer, hvornår det er muligt, fastslår Thomas Eilersen. - Vi må se på, hvordan situationen er efter jul!