Klik og se annoncen

Af John Hansen

Visitationszone og zone med skærpet straf. Foreløbig i én uge. Fra torsdag til og med torsdag.

Det er, hvad man i Sydsjællands og Lolland Falsters Politi nu - efter svingende uro og ballade gennem årtier - har fundet det nødvendigt at oprette for et område på og omkring Motalavej i Halsskov/Korsør.

Flere dages (og nætters) intens uro, vold og slagsmål, hvor politiet hver dag må stille med omkring 50 mand, masser af hunde og biler, har medført, at man nu må satse alt på at få bragt ro i området.

Torsdag til torsdag

Ifølge konst. Politikommissær Peter Compen betyder det, at alle vil kunne blive stoppet og tjekket.

Allerede på førstedagen blev flere tjekket - og tre anholdt for diverse ting.

Den skærpede strafzone og visitationszonen gælder fra torsdag den 18. juni klokken 20.00 og varer foreløbigt frem til torsdag 25. juni klokken 20.00.

Formålet er at forhindre fremtidige kriminelle handlinger og på den måde genskabe trygheden i området.

Stop indbyrdes slagsmål

- Der har den seneste periode været ekstraordinært meget uro i området ved Motalavej med bl.a. vold, fund af våben og grupperinger, der slås indbyrdes.

Det skaber selvfølgelig stor utryghed blandt borgerne i området, og det kan de ikke være tjent med.

Derfor har vi vurderet, at indførelse af disse zoner kan være med til at standse en opblussen af utryghedsskabende kriminalitet og genskabe trygheden i området, siger fungerende politidirektør Lars Harvest til VDonline og Uge Nyt.

Fordoblet straf...

Oprettelsen af den skærpede strafzone betyder, at straffen for bestemte former for utryghedsskabende kriminalitet som fx hærværk, vold mod politiet, brandstiftelse og overtrædelse af våbenloven som udgangspunkt bliver fordoblet, hvis den bliver begået inden for zonen.

Strafskærpelseszonen og visitationszonen er som beskrevet foreløbigt sat til at vare frem til 25. juni klokken 20.00, men politiet kan vælge at forlænge perioden, hvis der er behov og grundlag for det.

Betydningen?

Ved fredagens ministerbesøg blev boligminister Kaare Dybvad, Soc., borgmester John Dyrby og Bolig Korsør-formand Ebbe Ahlgren - samt andre inklusive pressen - eskorteret rundt i området af to politibetjente.

Så det foregik ganske roligt. 'Ballademagerne sover nok her om formiddagen - og så er det også sjaskregnvejr,' vurderede en af de lokale.

For den almindelige borger vil indførelse af zonerne ellers ikke have stor betydning - siger Politiet.

Inden for en visitationszone har politiet dog lov til stikprøvevis at visitere folk efter våben uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.

Visitations- og strafskærpelseszonen

Her følger en beskrivelse af zonen:

Nordlig afgrænsning: Vestmotorvejen, strækningen fra Tårnborgvejs underførelse i øst til den vestlige side af Halskovvej i vest.

Vestlig afgrænsning: Halsskovvej, sydgående fra Vestmotorvejen til krydset. Motalavej/Halsskovvej, og derefter mod vest ad Halsskovvej til skovstykke nord for bebyggelsen Fasanhaven. Derefter mod syd langs grønt område vest for Fasanhaven til gangsti, der markerer sydlig afgrænsning af bebyggelsen Fasanhaven.

Mod syd og øst

Sydlig afgrænsning: Stisystemet fra Bragesvej til Dyrehovedsgård Allé ud for nr. 26.

Østlig afgrænsning: Strækningen fra Dyrehovedgårds Allé nr. 26 mod nord til ud for nr. 73, hvor der er et grønt område, og herefter øst til krydset Tårnborgvej/Tårnborgvej, og derefter langs Tårnborgvej mod nord til Vestmotorvejen.