Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Byggeri. Børnene må blive hjemme - men håndværkerne har travlt på Skælskør Julemærkehjem. En ny multihal skal i fremtiden gi' børnene mulighed for mere højintensitetstræning

Skælskør: Håndværkerne har travlt på Julemærkehjemmet i Skælskør. En ny multihal er ved at tage form, og kommer fremadrettet til at gi' stedets træningsfaciliteter et velkomment løft.

- Vi ligger i byggerod, konstaterer Christina Conradsen, forstander på Skælskør Julemærkehjem.

- Vi havde en fin, gammel sal, som nu er revet ned. Den skal bygges op igen, og så får vi bygget en ny hal, som støder op til den nye sal .

Den nye hal er på 10x7 m, altså 70 kvadratmeter, og kommer til at rumme nærmest alle former for sport.

Over halvdelen af salen bygges et repos, hvor der skal placeres spinningcykler.

- Her kan man sidde og cykle, mens man kigger på kammeraterne der spiller bold i salen. Træningsfaciliteter, som tidligere var placeret i små lokaler, flyttes fremadrettet til den ny sal i tilknytning til hallen, og de nye faciliteter kommer iflg. Christine Conradsen til at betyde, at børnene i fremtiden blandt andet får mulighed for langt mere højintensitetstræning.

Finansieringen af den ny hal er skabt via tilskud fra både private og fonde.

Rejsegildet blev holdt i starten af december, og Christine Conradsen lægger ikke skjul på at hun glæ- der sig til den ny hal står færdig.

- Forhåbentlig i juni måned.

On-line kontakt til børnene

Bortset fra lyden af håndværkere er der p.t. ikke megen leben på julemærkehjemmet.

- Børnene blev sendt hjem før jul og skulle have været tilbage forrige søndag. Det satte den strammede nedlukning imidlertid en stopper for.

- Lige nu er vi syv-otte stykker på arbejde. For nuværende er planen at børnene kommer tilbage d. 17. Det håber vi på vegne af både børn og voksne kommer til at ske - det er ikke sjovt at være her uden børn, konstaterer Christine Conradsen.

Men selv om børnene p.t. ikke har mulighed for at bo på julemærkehjemmet, er der stadig tæt kontakt.

- Vi har kontakt med både familier og børn. Vi har lavet nogle lukkede facebookgrupper og mødes også på Teams.

I dag har vi sendt motion online, og har blandt andet også madværksted og trivsel on-line. Vi taler ugentligt med alle vores børn, og hører, hvordan det er at være dem, fastslår Christine Conradsen.

Julemærkehjemmet har normalt plads til 48 børn, men grundet corona har man før jul været ned til at lukke ned, således at der p.t. er 22 børn i ophold på stedet.