Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Slagelse: Koncerter og turnéer, som bliver udsat og aflyst den ene gang efter den anden. Det er lige nu corona-realiteten også for rockstjernen Mike Tramp, som efter at have været frameldt det danske system i mere end 40 år vendte tilbage til fædrelandet og meldte sig ind i Slagelse Kommune. Her har han nu base på et nedlagt landbrug i Fårdrup, hvor han som barn kom hos sin mormor. Men selv om rockmusikken lige nu er røget i kælderen og en stor koncert med planlagt album-release på hans nyeste plade, Trampthologi, også blev aflyst, er der til gengæld fart på en helt særlig vin med hans navn på etiketten: Mike Tramps egen vin med navnet Nomad, fra Slagelse Vinkompagni.

LÆS OGSÅ: Mike Tramps egen vin: Nomad Premium Zinfandel

Forleden lagde han vejen omkring vinkompagniet for at promovere vinen, som er blevet populær langt ud over landets grænser.

- Vi sælger den til hele Danmark, folk kommer langvejs fra for at købe den, og vi sender den også til blandt andet Tyskland, Frankrig og Spanien, fortæller Frank Ditmar, Slagelse Vinkompagni.

Ideen til vinen kom fra lokale fans.

- Det er sådan set en sjov historie. Gennem hele mit liv er jeg tit kommet i snak med folk efter et show. Og en dag var der én, som spurgte om jeg kunne tænke mig at lave en vin i mit navn, fortæller Mike Tramp. Som først troede det bare var løs snak.

LÆS OGSÅ: Rockstjernen fra Fårdrup klar til Melodi Grand Prix og Fællessang

- Men næste dag blev snakken faktisk fulgt op på facebook. Og det er lige min stil: ikke kun talk the talk, men walk the walk, smiler Mike Tramp.

De to lokale brødre involverede også Frank Ditmar og Slagelse Vinkompagni, og ideen begyndte at tage form.

Med hele vejen

- Mike har hele vejen været med inde over. Han har været med til at vælge vinen og hvordan den skal smage, fortæller Frank Ditmar.

Valget faldt på et californisk vinhus.

- Det ligger tæt på det sted jeg boede i USA. I Nordcalifornien, i nærheden af Lake Tahoe, supplerer Mike Tramp.

- På etiketten fik vi placeret den her Nimbus i en Red Wood Forest, med nogle af verdens ældste træer. Navnet Nomad er også navnet på et af Mike Tramps albums, og passer perfekt til et liv, som gennem mere end 40 år har ført ham og hans musik rundt i hele verden. - Det hele faldt bare naturligt sammen, siger Tramp tilfreds: Han er rigtig glad for resultatet.

- Det er dejligt at lægge navn til en vin, når alle siger: Hvor er den bare god til alt.

- Kvaliteten er der, det er en god vin, du bliver ikke skuffet, fastslår han. - Jeg bliver glad, når jeg kommer rundt i landet og folk spørger: Har du din vin med?

- Den smager godt. Men jeg køber den på etiketten, lyder det med et grin fra Mike Tramp, som sagtens kan se flere årgange følge den første, som allerede nu er et samlerobjekt.

Selv er Mike Tramp lige nu er mere eller mindre fanget i Danmark, efter han vendte hjem for at hente nogle guitarer. Men så kom covid-19 og blandt andet turnéen med 41 koncerter i USA blev aflyst.

- Og min kone og mine børn er i Indonesien.

Fortryder intet

Men livet går videre på gåden Fårdrup, som iflg. Tramp er et 'livstidsprojekt'. Det sker med ro og harmoni i sindet.

- Jeg fortryder intet. Det har været en utrolig rejse. Nu er jeg klar til det måske lidt mere afslappede. Jeg har set min andel af hoteller, og jeg kunne godt tænke mig at komme ud og spille rundt omkring i hele landet, og hver aften køre hjem og sove i min egen seng.

Den ny plade kan i øvrigt bestilles via hjemmesiden, se mere på www.targetshop.dk/miketramp og miketramp.dk samt på facebook. Se evt. mere om Mike Tramps vin på www.Slagelsevinkompagni.dk