Klik og se annoncen

Koncert. Mike Tramp spiller live på Borreby Gods d. 19. juni

Skælskør: Lørdag d. 19. juni kl. 18 er der lagt op til en unik koncertaften i en historisk kulisse, når Mike Tramp indtager det idylliske Borreby Gods, og spiller hele to sæt, et akustisk og et elektrisk med fuldt band.

Borreby Gods og Tramp har en særlig historie sammen, idet coveret til hans semi-akustiske soloalbum Cobblestone Street oprindeligt blev fotograferet på godset. Cobblestone Street blev et karriere-vendepunkt for Tramp. Her fandt han den musikalske retning han siden har forfulgt på de seneste seks albums. Således bliver det full circle på den forhåbentlig smukke sommeraften, når han åbner aftenen med intimt akustisk set, akkompagneret af ham selv og Sebastian Groset på keys. Herefter vil publikum få serveret et fuldfedt rock-set hvor Tramp er flankeret af sit trofaste Band Of Brothers.

- Tilbage i 2013, da jeg første gang besøgte Borreby Gods, og deres majestætiske teatersal, vidste jeg at der ville komme et tidspunkt, hvor jeg ville få muligheden for at prøve den som koncertsal. Jeg glæder mig, og det er kun 15 minuter fra hvor jeg bor, fortæller Mike Tramp.

Det er med andre ord lagt op til en både nostalgisk, intim og rocket aften - hvor der som altid vil være plads til fordybelse og anekdoter fra Tramps lange liv på landevejen, hvor han med med syvtommersøm vil markere sit comeback til sommerens livescener efter en lang og hård corona- pause.

Billetprisen er 195 kr. Tilkøb af picnic-kurve og mulighed for at spise i det fri på dagen. Billetsalg på Billetto.dk

På grund af corona er der kun udbudt 200 billetter til salg.