Klik og se annoncen

Af John Hansen

FODBOLD. Lørdag samlede SBI's nye trænerduo Zouher Abdullatif og Henrik Carlson Bozga & Co. til første samling. Solisten Martin Jensen deltog på bedste vis - men er ikke 100 pct. sikker! Og så tror vi, at der er lagt op til megen sjov med 18-årige Nikolaj Østergaard plus Marius Kryger Lindh

SLAGELSE: SBI's 2. divisionshold mister her i vinter flere spillere, men en af de glædelige ting, man kunne se her ved den første samlede træning i lørdags, var at superteknikeren Martin Jensen dog fortsat - og igen - trænede med under den nye cheftræner Zouher Abdullatif.

Under heftig og koncentreret årvågning af en topengageret, nytænkende Zouher samt sportschef Søren Andersen med flere lige opad den sorte kunstbane nær Frederikshøj, blev der i pænt vejr og 2 graders Celsius udkæmpet en første intern træningsmatch blandt en midlertidig bruttotrup på op imod 25 mand.

Ikke 100 procent sikkert...

Der blev gået flot til sagen fra første fløjt, og vi kunne overvære, at topspilleren og dribleren Martin Jensen var aktivt med.

Dermed tyder meget på, at Jensen - selvom Mike Mortensen og Overby, Rasmus Tangvig og andre allerede stopper (efter gensidig aftale) - også i det vigtige forår 2021 fortsætter for Slagelses offensiv.

Ugeavisen og VDonline erfarer dog, at det endnu ikke er 100 procent sikkert med Martin Jensen i Slagelse. Der er fortsat et par spørgsmål, der skal på plads, men MJ er altså p.t. på kontrakt...

Talenter - inklusive Marius!

Mortensen, Overby og det hurtige unge talent Mathias Holm (sidstnævnte har valgt Næstved) var altså ikke med, men til SBI's første træning så vi til gengæld også tre unge oprykkede U-19-talenter af egen avl.

Blandt andet en lovende Nikolaj Østergaard, der en tid har været med i FCK's ungdomsafdeling. 18-årige Nikolaj var en fornøjelse at se med sit udfordrende, hurtige spil fra højre kant. Han ville virkelig gerne gøre en forskel allerede på første dag!

Ugeavisen så også en sprudlende Marius Kryger Lindh på højrekanten.

Og dermed vil vi gerne tro, at ikke mindst Kryger Lindh her i foråret bør kunne få sit egentlig gennembrud på seniorplan.

Også takket være udviklingstræneren Zouher Abdullatif, som SBI-lederne forventer sig særdeles meget af.

Bozga som fyrtårn

Ja, og så var der naturligvis vores allesammens Jean-Claude Bozga til at lyse op midt i det hele - og givetvis med en mere positiv tone end den Mike Mortensen måske anlagde.

Bozga gav i træningsspillet prøver på sit unikke hovedspil og sit overblik. Til gengæld var den 36-årige naturligt nok ikke den hurtigste mand på banen...