Klik og se annoncen

Slagelse: Det var en gedigen succes med masser af sang og bægerklang, da Restaurant Thorkild v. Hotel Lillevang på Jyllandsvej i Slagelse i weekenden havde inviteret til livemusik og grillmad i stedets hyggelige Biergarden. Dandanell and The Far Out Boys gav den fuld gas fra scenen, og publikum sang med og nød den gode stemning.

- Vi havde en rigtig fin weekend med masser af mennesker, 200-250 hver aften. Det var det dejlige voksne publikum, som nød musikken, fortæller Jens Würtz, som dog samtidig fortæller at det eneste minus var at nogle naboer følte sig generet af musikken.

- Der er et par naboer som har ringet til mig. Men her har været traktørsted i 99 år, og selv om stedet har ligget stille hen de seneste 40 år, må man forvente at det er et sted hvor der vil være liv.

Vi har bevilling til kl. 02 om natten, men af respekt for vores naboer spiller vi kun musik i tre timer, fra kl. 20-23, fastslår Jens Würtz, som håber at gentage weekendens happening en gang om måneden. - Måske med lidt mere stille musik, fortæller Jens Würtz, som også har planer om at hygge om gæsterne med hyggemusik hver fredag og lørdag hen over sommeren. Foto: Evan