Klik og se annoncen

Skælskør: I dag onsdag d. 14. juli og frem til d. 16. juli lægger Legeskibet, Nationalmuseets skonnert Bonavista, til i Skælskør, der er tredje by på sommertogtet.

Skibet er bemandet med glade legematroser, der sætter gang i leg og bevægelse for alle.

Sidste år satte corona en stopper for Legeskibets togt, men i år sejler skibet i samarbejde med DR og partnere under temaet 'Sammen i bevægelse', der har til formål at få danskerne op af sofaen og inspirere til mere bevægelse.

Gratis leg for alle aldre

Legene er ikke kun for børn, men for alle, og det er ganske gratis at deltage.

Legeskibet store bevægelsesinstallation består af to røde containere - den ene indrettet som klatrecontainer og den anden fyldt til randen med legeudstyr, parkourstativ, spil og bevægelsesglæde. Herunder 12 specielle bordspil af forskellig art, som kan spilles af både børn og voksne. Legematroserne vil desuden instruere i fælleslege og sømandsdans.

Legematroserne er alle uddannet fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der har mere end 40 års erfaring med formidling af leg og bevægelsesglæde.

Aktiviteter

Der vil i løbet af dagene være rundvisninger og fortællinger om skibet fra legematroser og skibets 'rigtige matroser'.

Under Legeskibets besøg indrettes et midlertidigt havnebyrum bygget op om Legeskibets to specialindrettede containere, der er fyldt med aktiviteter. Lege- og bevægelsesområdet byder på en række aktiviteter med leg og bevægelse for alle aldre.

Legeskibets matroser vil guide besøgende og er altid klar med en udfordring i aktiviteterne:

- En sjov og udfordrende klatre- og aktivitetsrute rundt på hele installationen

- Sving, hop og udfordringer på Legeskibets parkourområde

- Kæmp den gode kamp mod hinanden i Legeskibets kamp-arena

- Fodboldturnering på pannabane

- Sømandstræning på alle niveauer

- Bevægelseslege på blødt underlag for de mindre

- Mindst ti forskellige traditionelle og nye bordspil

- Lege og aktiviteter igangsat af Legeskibets legematroser