Klik og se annoncen

Af Arne Svendsen

Skælskør: Usikkerhed om corona-restriktioner gjorde, at dette års udgave af Kulturel Folkefest i Skælskør ikke blev helt så stor som tidligere, men der var alligevel pæn aktivitet i byen lørdag eftermiddag.

Her var der gang i børneloppemarkedet på havnen, som snart blev godt besøgt. Og henne i Det Røde Pakhus var Katrine Bille Band ved at gøre klar til formiddagens koncert for omkring et par hundrede børn og deres forældre.

Ansvaret for dette års fest er i år blevet lagt i hænderne på John Jacobsen, der i mange år har været med i bestyrelsen som blandt andet webmaster. Men ved åbningen af festen fredag, hvor også borgmester John Dyrby Paulsen var til stede, fik John Jacobsen officielt overdraget stafetten af formanden gennem mange år, Pernille Kirkeskov Hansen.

Fredagen bød senere på en meget fin og velbesøgt koncert med U2 kopibandet Die Herren i Det Røde Pakhus.

- Det meste af årets program var jo på plads, da man har kunnet genbruge det fra sidste år, hvor folkefesten ikke kunne holdes på grund af corona, fortæller Pernille Kirkeskov Hansen, der stadig er formand for kunstforeningen og blandt andet i den egenskab var at finde i Magasinet i Strandgade, hvor der var udstilling med tunnelkunstnerne Helle Drøschler og Kristian Vodder Svensson.

Kom på klatretur

På Skovvej var der lejlighed til at kigge indenfor hos flere kunstnere, og der var også noget at komme efter for de klatreglade på havnen.

Her var der opstillet en mobil klatrevæg, som blandt andre 12-årige Malthe Storm Schwartzbach afprøvede med stor succes.

Ved siden af stod Povl Lund Nielsen fra Skælskør Klatreklub, som har sine aktiviteter på klatrevæggen i Skælskørhalllen.

- Vi har 70 medlemmer, men vi vil gerne have flere, så vi håber da, at nogle af deltagerne her vil få lyst til at være med. Vi klatrer tre gange om ugen. For juniorer er det om onsdagen, sagde Povl Lund Nielsen.

John Jacobsen siger, at han som ny formand virkelig har fået indblik i, hvilket stort arbejde Pernille Kirkeskov Hansen har lavet med blandt andet indhentelse af forskellige tilladelser til arrangementet.

- Men nu har vi heldigvis et helt år til at forberede næste års kulturelle folkefest, siger John Jacobsen.