Klik og se annoncen

Af John Hansen

POLITIK. Bedst som De Konservative lyste op med Jane Dahl som borgmesterkandidat, gav en folketingsopstilling bøvl og lidt dårlig stemning. Syg Brigitte Jerkel måtte høre, at en anden (Jesper W. Hansen) løb med flest stemmer ved et valg, som C-bestyrelse bagefter fortryder timingen af

SLAGELSE: Næsten samtidig med, at De Konservative her lokalt fortalte 'den gode historie' om, at man i fuld enighed og samdrægtighed har opstillet Jane Dahl som byråds-spidskandidat - og med Troels Christensen, Peter Lotinga og andre kendte folk i kølvandet - så røg der andetstedsfra lidt af en 'bombe' omkring samme parti.

Her viser det sig nemlig, at Brigitte Klintskov Jerkel, indvalgt MF for K, åbenbart er blevet overhalet og vraget til en genopstilling for Slagelsekredsen.

Mange følger intenst med, inklusive Hans Engell kan vi fortælle...

Jerkels uheld

Jerkel (fra Greve og også byrådet det) har gennem nu flere år været en flittig og dygtig afløser for Brian Mikkelsen, da han trak sig ud af politik.

Men den 51-årige Jerkel har også været ramt af stress - det tror da pokker med alt det, hun har knoklet og påtaget sig af ordførerskaber - og siden hen desværre også en mindre blodprop i hjernen.

Derfor er hun p.t. sygemeldt indtil midten af august.

Mens hun er sygemeldt er hun så - ikke mindst overraskende for hende selv og en del af omverdenen - blevet vraget ved et opstillingsmøde og erstattet af en lidt mere lokal konservativ kandidat.

Jesper, støttet af Jens J

Den nye mand her er Jesper Wienmann Hansen, bosiddende i Høng (Kalundborg Kommune), men med erhvervsvirksomhed i Slagelse.

Jesper er en særdeles engageret konservativ mand, som vi her i Ugeavisen også skrev om før de seneste F-valg. Og Jesper har hele tiden gerne villet søge positionen som folketingsopstillet. Legitimt nok.

Pågældende aften var det Jens Jørgensen (tidl. MF og borgmester - og gymnasierektor for Jesper), der ønskede Jesper opstillet. Og Jens holdt en supertale for ham.

Imens lå Brigitte syg derhjemme - og følte sig svigtet og kuppet.

Mødt var 32

Der var 32 stemmeberettigede på generalforsamlingen, og Jerkel fik - ellers indstillet af en enig bestyrelse - kun 12 stemmer.

Derimod fik Jesper lidt flere, bl.a. fordi han også - efter det oplyste - bragte lidt ekstra medlemmer med til generalforsamlingen. Den slags hænder jo...

Alt skulle således være forløbet efter reglerne. Men også moralsk set?

Ærgrelse bagefter

C-bestyrelsen ærgrede sig bagefter over, at man ikke havde 'forarbejdet i orden' - og over at man ikke udskød valget til de begge kunne stå overfor hinanden og tale egen sag.

Det fandt bestyrelsen nok havde været mest reelt. Men Jesper tog chancen, stillede op, og fik flest stemmer under de givne betingelser...