Klik og se annoncen

Korsør: Kaare Norge giver fredag d. 17. september kl. 20 koncert i Korsør Kulturhus.

- Kaare Norge har spillet mere end 3500 koncerter i Danmark og udlandet og med sit solospil igennem flere årtier tryllebundet publikum, høj som lav i alle aldre., oplyser kulturhuset. - Dette har gjort Kaare Norge til en eftertragtet instrumentalist, som mestrer at spænde sit repertoire fra de helt store komponister som Bach, Mozart, Chopin, til de mere folkelige melodier fra nær og fjern, over til store populære navne som The Beatles og Led Zeppelin, for bare at nævne nogle få eksempler.

I de senere år har kompositionerne mest været for sologuitar som f.eks. den spanske dans 'Danza la Primavera', Danza del Alegria og mange kender Kaare Norges elegante og virtuose fortolkninger af Bach, Carl Nielsen, Chopin og andre klassiske komponister.

Nyt album

Kaare Norges album nr. 24 'Amorosa' er nu udgivet. På Amorosa har Kaare Norge komponeret alle numrene med kærlighed til guitaren og musikken.

Kaare Norge håber, at de nye kompositioner kan åbne sindet med fred og kærlighed. Amarosa betyder nemlig 'kærligt' eller 'hjerteligt.

Amorosa indeholder klassiske stykker og spansk inspirerede kompositioner, og stykker der leder tanken hen på ro og eftertænksomhed.

- Sideløbende med sin musikalske karriere er Kaare Norge også en engageret billedkunstner der har dyrket oliemaleriet med spartel i de sidste 20 år med stor passion for det naturalistiske scenarie, hvorfor vi har den glæde at Kaare Norge medbringer og fremviser eksempler på sin kunnen, oplyses det fra kulturhuset. Billetter kan købes via Kulturhusets hjemmeside.