Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse er på vej mod et nyt budget. 'Og vi er enige om, at sende en tekstaftale videre til førstebehandlingen. Kun SF er ikke med,' sagde borgmester Dyrby, da vi flygtigt talte med ham tirsdag.

Og det ser altså - inden den officielle 1. behandling i byrådssalen 14. september - ud som om, at Slagelse kan få et ganske bredt budget, dog nok uden borgmester Dyrbys støtteparti SF, som siger fra overfor en udsigtsløs svær økonomi.

Også andre steder, inklusive internt i Socialdemokratiet, er der dog også reel uenighed om, hvordan kagen skal skæres...

Og hvor meget kage er der egentlig?

Glad borgmester

Her stiller Venstre v. sin nye borgmesterkandidat Knud Vincents visse spørgsmål og dilemmaer op. Nærmest på linie med SF.

Også Enhedslisten har kritiske vurderinger - mens borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., generelt synes særdeles glad for den vej, man p.t. tager. Han stiller sig dog uforstående overfor SF's håndtering.

Dyrby og gruppeformand Sofie Janning er enige om, at kommunen på denne måde arbejder positivt videre - med både service, nyskabelser og anlægsinvesteringer indenfor bl.a. boliger.

S og DF i dilemma?

S-ledelsen har nu også opnået mere positivt samarbejde med andre, eksempelvis Dansk Folkeparti.

Det lyder selvfølgelig ganske godt, men frembringer også visse panderynker. Også indenfor selve partierne S og Dansk Folkeparti kommer man nemlig ikke uden om - hvor nødig man måske end vil, rent personligt - også at diskutere det måske politisk-fagligt uheldige i, at de to gruppeformænd her (Sofie Janning og Palle Kristiansen) er blevet kærester. Ja, det er vel sådan set noget ganske privat...

Uanset hvem og hvad...

Men den slags vil uanset hvem og hvad nok altid give nogle overvejelser og tillidsspørgsmål - her på tværs af de to kendte blokke i byrådet.

Men hvem måtte det mon være sværest for: Socialdemokratiet eller DF (det var jo DF, der senest valgte ny)? Eller selve byrådsarbejdet - hvor man jo ofte går meget op i fortrolighed, habilitet og inhabilitet?

Det er en medspiller, uanset hvad. Og vi hørte om det fra et par S-medlemmer ved generalforsamlingen forleden, ligesom Sjællandske også har omtalt problematikken.

Hvis der altså er nogen problematik...

Sidste fra rådhuset

Fra rådhuset har vi kun, og det lige før avisens deadline, fået tilsendt en 'Budgetaftale 2021-24 til 1. behandlingen i byrådet den 14. september 2020' - mellem Partierne S, V, DF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Heri hedder det bl.a.: '1. Parterne i budgetaftalen er enige om at indgå en budgetaftale, der både tager udgangspunkt i det brede politiske samarbejde om hjælpepakken i forbindelse med Covid19-tiltagene i foråret 2020 og tager hensyn til de fortsatte udfordringer mht. Covid19 samt imødekommer de økonomiske udfordringer Slagelse Kommune står overfor.

2. Aftalen tager udgangspunkt i det af Økonomiudvalget den 24/8-2020 oversendte administrative budgetforslag, og parterne er enige om, at både usikkerheden om Covid19-situationen og de allerede gennemførte hjælpepakker betyder, at budgetaftalen for 2021 skal være præget af forsigtighed, og derfor er det aftalt, at der på nuværende tidspunkt ikke er mange nye investeringer eller driftsudgifter, men at aftalen skal genoptages og -forhandles senest i januar/februar 2021.

3. I forbindelse med budgetarbejdet har forvaltningen peget på fire strukturelle udfordringer, som parterne er enige om skal adresseres... Indsatserne på alle fire områder finansieres af eksisterende bevillinger ved at flytte eller udnytte ressourcer fra eksisterende indsatser til de foreslåede mere fokuserede indsatser.

Senere er noteret mange gode intentioner og forslag fra 'forligspartierne'. Bl.a. med penge til bymidtekontorer, øget aften- og natbemanding på plejecentre, øget samarbejde med Team Danmark, gymnastikhal og mulig udvidelse af Storebæltshallen, bedre B 73-forhold samt ansøgning om en skattenedsættelse på 0,2 pct. Eksempelvis...

Vincents: Kræver noget

Venstres Knud Vincents udtrykker bagefter, at der skal mere end dette til for at løse nogle af de grundlæggende problemer.

Vincents: 'Det er godt vi har lavet en bred aftale, som nu sikre ro på i kommunen for vores medarbejdere, virksomheder og borgere. Men vi har stadig ikke løst det grundlæggende problem.

Økonomien er fortsat udfordret, når vi kommer bare 2 år frem.

Selv 800 mill rækker ikke

Og udfordringerne som kommunen står i er tydelige.

'Vi har fået over 800 millioner mere i indtægter i denne valgperiode. Alligevel er det svært at få alle ender til at mødes. Desværre er udgifterne bare fulgt med, og det giver os rigtigt store udfordringer.

Går vi bare 2 år frem i den budgetaftale der er indgået, så ser det skidt ud med økonomien. Det holder ikke i længden,' mener Knud Vincents, der vil arbejde videre for nødvendige ændringer.