Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Skælskør: - Selv om du måske ikke lige bor i Skælskør eller omegn kan du roligt tage turen til Guldagergaard. Det er et magisk sted, hvor keramikere fra hele verden bor og arbejder. I år har de også koncerter, der foregår i det smukkeste telt jeg nogensinde har spillet i.

Sådan lød en facebook-kommentar fra Anders Blichfeldt efter fredagens koncert i den kæmpestore tipi midt i den smukke park ved Guldagergaard.

Båret af bambusstænger omviklet med kilometervis af lyskæder skabte det en helt særlig stemning om aftenens koncert, hvor Blichfeldt tog tilhørerne med på sin livsrejse, både den musikalske og den personlige. Fra tiden med Big Fat Snake, soloudgivelser, til Elvis og fortolkninger fra Toppen af Poppen, krydret med personlige historier og anekdoter fra både med- og modgang, høstede det stående bifald fra publikum.

Keramik, koncerter, samtalesaloner

Gik man glip af fredagens koncert, er der stadig masser af muligheder for oplevelser på Guldagergaard, som i hele juli måned inviterer publikum ind i et særligt oplevelsesunivers, Claytopia, med keramikken som omdrejningspunkt. Det er også en måned med både kreative workshops og interessante samtalesaloner med markante danskere, som ikke er bange for at lufte deres mening - blandt andet Rane Willerslev, Svend Brinkmann og Jim Lyngvild.

På koncertsiden kan publikum se frem til blandt andet Mads Langer, Sanne Salomonsen, Dorthe Gerlach, Sko/Torp, Bobo Moreno, Alberte Winding & Andreas.

Men der er også mange andre oplevelser i de smukke rammer.

I parken kunne man fredag blandt andet ser Janina Myronova fra Ukraine arbejde på sin store skulptur, som lørdag d. 17. juli brændtes på stedet, hvor den er blevet skabt.

Rundt om i parken står flere andre skulpturer allerede og vidner om Guldagergaards virke for keramikken på et internationalt plan igennem flere år. Både store skulpturer, men også i mindre størrelser, så publikum kan få et nuanceret indblik i keramikkens forunderlige verden.

I fine gamle skabe står små værker fra The Shoe Box Show, hvor 40 kunstnere fra hele verden indsendte værker i skotøjsæsker til Guldagergaard. På trappen til hovedbygningen står en række græsk-inspirerede keramiske figurer af en keramiker fra Seattle.Med andre ord er parken i øjeblikket fyldt med keramik i alle størrelser, og fra stort set hele verden.

Har man lyst til at få et minde med hjem fra besøget, er den nyåbnede designbutik værd at lægge vejen omkring.

Se evt. mere på Claytopia.dk