Klik og se annoncen

Slagelse: Søndag 6. december 2020 gentager Vestsjællands Teaterkreds sidste års succes med forestillingen God jul, Cirkeline. En hyggelig juleforestilling for de mindste og deres familier. Små 300 publikummer har allerede købt billet til denne skønne forestilling fyldt med sprudlende humor og iørefaldende musik, så der er lagt op til en dejlig eftermiddag på Slagelse Teater.

Om forestillingen

Det er juleaften tidligt om morgenen. Cirkeline sidder i sin tændstikæske og kigger ud på stjernerne. Sådan begynder juleeventyret om Cirkeline og hendes musevenner, Frederik og Ingolf, som kaster sig ud i juleforberedelserne. Gaverne skal pakkes ind, hjerter flettes, og så skal der også være plads til at synge og lege.

Senere drager de tre venner ud i skoven efter juletræet. Det er koldt, og sneen falder hvid. I skoven møder vi den skurkagtige kat, de sjove skovnisser, og sidst, men ikke mindst, snemusen Knud med den røde tud. Og så bliver det endelig juleaften.

Mere populær end nogensinde

Stilen i denne forestilling er, som vi kender den fra tegnefilmene, fyldt med sprudlende humor, og ledsaget af Hans-Henrik Leys dejlige og iørefaldende musik. Med denne forestilling har Hanne Hastrup endnu en lille perle inden for sit specielle univers. Cirkelinefiguren er mere populær end nogensinde og henvender sig efterhånden til hele tre generationer af danskere, fra de yngste til de ældste.

Forestillingen varer 45 min. uden pause og anbefales fra 3 år.

Billetter

God jul, Cirkeline kan opleves på Slagelse Teater søndag 6. december 2020 kl. 15.00. Der er stadig billetter tilbage, som kan købes på teaterkreds.dk eller på teatret fra en time før forestillingen.