Klik og se annoncen

Flakkebjerg: - Søndag den 13. juni kl. 11.00-13.00 fejrer Flakkebjerg Skolemuseum 40 års jubilæum med åbent hus, taler, omvisninger og et let traktement, oplyser Museum Vestsjælland.

- Forskolen i Flakkebjerg er blandt de ældste i Danmark og fremstår som en unik ramme for mere end 100 års skolehistorie. Her er komplet interiør og eksteriør fra forskolens tid 1904 - 1962. Mærk stemningen i skolestuen, hvor eleverne sad ved pulte og skrev med grifler på tavler. Det var udenadslære, anskuelsestavler og kun skole hver anden dag. Lærerindeboligen står som dengang den afholdte forskolelærerinde Ingeborg Nielsen boede her. Hun blev ansat i 1915 og boede på skolen i alle årene indtil hun i 1979 flyttede på plejehjem. Flakkebjerg Forskole blev museum i 1981.

Læs mere om forskolen i den netop genoptrykte bog: Flakkebjerg Forskole - livet, lærdom og lærerinderne. Bogen er til salg på Flakkebjerg Skolemuseum.

Der er fri adgang til skolemuseet på jubilæumsdagen. Husk mundbind og coronapas og vær opmærksom på, at der kan være kø til omvisningerne.

Adressen er: Gimlingevej 2, Slagelse.