Klik og se annoncen

Af John Hansen

FODBOLDLIV. Slagelse BI og Erhvervsnetværket hænger uløseligt sammen - og Jens Grønkjær har været en drivkraft og et samlingspunkt i det hele. Med både kløgt, viden, engagement og humor har Grønkjær ledet værket i 21 år.

SLAGELSE: Gennem de seneste begivenhedsrige 21 år har erhvervsmanden og fodboldfreaken Jens Grønkjær stået i spidsen for SBI-fodboldens erhvervsklub, nu kaldet Erhvervsnetværket.

Nu har 70-årige Jens trukket sig som formand, men han vil dog fortsat gerne formidle og yde et stykke arbejde for Danmarks 5. ældste fodboldklub: Slagelse B&I (i en spændende periode også med FC Vestsjælland).

Derfor blev der gjort lidt status forleden i det berømte klubhus ved stadion og sportscollege.

Bernd og Sepp

Det var i høj grad storsponsor og sportselskeren Bernd Griese fra Harboe-bryggeriet i Skælskør, der var med til at sætte erhvervsklubben i søen.

Og så havde man fået selveste Sepp Piontek til at deltage i selve 'fødslen' for det vigtige klubnetværk, der altid har været med til at samle til fællesskab - og med til at generere penge og nye sponsorer.

Altsammen særdeles nødvendige ting for en klub med aktiviteter og ambitioner. Og i dag vel mere nødvendigt end nogensinde!

Mange spillede med

Historien om de 21 år med SBI's fodboldnetværk og Jens Grønkjærs afgørende rolle her, den blev fyret af og genopfrisket forleden fredag med 40-45 forsamlede sponsorer og fodboldinteressenter samlet.

Grønkjær fortalte selv lidt om arrangementer og begivenheder.

Om hele udviklingen herunder FCV-eventyret, hvor også Gert Hansen, Bernd, Kurt Andersen, Villum Christensen med flere har spillet positive, loyale roller.

Her spillede man to år pænt med i Superligaen, og var i 2015 i Parken lige ved at overraske selveste FCK i en flot pokalfinale, der måtte ud i forlænget spilletid.

Fantastiske ture

Fokus var der både på netværksmøder i klubhuset og ikke mindst fodboldrejserne, der har været med til at svejse SBI-støtterne sammen. Ugeavisen har selv deltaget i flere af de fantastiske ture, hvor Jens Grønkjær altid var en kompetent og vidtfavnende leder og paptajn.

Brandstationer eller ej, altid var fodbold- og erhvervsrejserne givende, indholdsrige og spændende fra først til sidst.

Masser af lokale aktører har været deltagere.

Nu - og fremtiden

Turene gik til både Eindhoven, Hamburg, Liverpool, Berlin, Manchester, Barcelona og Madrid etc.

Og her mødte vi personligheder som Frank Arnesen, Christiansen og Luna Christofi etc.

Ved en senere lejlighed fortæller vi flere detaljer om rejser og erhvervsnetværk - og et SBI anno 2021, hvor Michael Birkedal & Co. på hjemmebane fortsætter den målrettede, lokale linie med udvikling af unge talenter, foreløbig til 3. division i næste sæson.

Alt er dog afhængigt af opbakningen fra publikum, kommune, frivillige ledere og sponsorer fra hele Vestsjælland.